To personer er fortsat indlagt på Storkøbenhavns sygehuse efter S-togulykken mellem Lyngby og Sorgenfri i går. Togføreren fra det tog, som kørte op i det andet, er blevet opereret for brud på kæben, oplyser DSB. Desuden holder sygehusets personale øje med en 14-årig dreng, der ifølge politiet fik skader på milten under ulykken. Omkring et halvt hundrede personer blev kørt på hospitalet efter ulykken, og langt de fleste er således udskrevet. Afklaring i løbet af uger Mandagens togulykke burde ikke kunne ske. Hvis det kørende tog kørte frem for rødt lys, burde sikkerhedssystemet have stoppet det automatisk. Men det skete ikke. Ifølge Banedanmarks tekniske direktør, Eigil Sabroe, skal en havarikommission nu studere uheldet, før det endeligt kan fastslås, hvordan det kunne ske, og det kan tage op til et par uger.
To fortsat indlagt efter S-togulykke
Lyt til artiklen