Hidtil har forbrugerne manglet beviser på, at økologiske varer er sundere end ikke-økologiske, men i går kom en ny undersøgelse fra Danmarks Jordbrugsforskning: »Konklusionen er, at der er potentielle sundhedsfordele ved indtagelse af økologiske varer«, siger Charlotte Lauridsen, seniorforsker ved Danmarks Jordbrugsforskning. Resultatet er en milepæl Hun har ledet undersøgelsen, hvor økologiske varer er blevet testet på rotter, og hun kalder resultatet en milepæl: »De rotter, som fik økologisk dyrket foder, fik et bedre immunforsvar, de havde mindre fedt i kroppen, og de var bedre til at hvile. Jeg kan ikke konkludere, at økologiske fødevarer gavner mennesker, men det er et pejlemærke for forbrugerne og en anledning til at forske videre i økologiske fødevarers effekter«. Sundheden er vigtig for forbrugerne Paul Holmbeck, som er direktør i Økologisk Landsforening, fortæller, at sundhed er forbrugernes vigtigste begrundelse for at købe økologisk, og at undersøgelsen er et vigtigt stykke dokumentation: »Mange forbrugere har en forventning om, at økologiske fødevarer alt andet lige er sundere. De har fået deres sunde fornuft bekræftet. Så er der en gruppe, som tænker 'whats in it for me', og den har fået noget at tygge på«, siger Paul Holmbeck. Økologisk kost altid bedre I forsøgsperioden på 44 uger var rotterne opdelt i tre grupper. Alle tre grupper blev fodret med kartofler, gulerødder, ærter, rapsolie, grønkål og æbler, men en tredjedel af rotterne fik udelukkende økologisk grønt, en anden tredjedel fik let sprøjtet grønt, og den sidste tredjedel fik almindelige grøntsager, dyrket med både sprøjtemidler og gødning. Undersøgelsen konkluderer, at »i alle tilfælde, hvor forskelle blev observeret, faldt de ud til fordel for økologisk kost sammenlignet med almindelig kost«, og det er en konklusion, som hilses velkommen i branchen. »Vi forventer ikke nødvendigvis et stort hop i salget af økologiske varer, men at den videnskabelige dokumentation vil fastholde og styrke forbrugernes interesse«, siger Paul Holmbeck. Små stigninger i økologisk salg Antallet af økologiske varer, som supermarkederne sender gennem kasseapparaterne, er ikke steget mærkbart de sidste år. I 2002 var 5,4 procent af de solgte dagligvarer økologiske, og i 2004 var det tal - ikke videre mærkbart - steget til 5,6 procent. Tallet dækker over meget svingende markedsandele for de forskellige varegrupper. I front ligger økologisk mælk med en markedsandel på 27,9 procent skarpt forfulgt af økologisk frisk pasta og økologiske gulerødder med andele på 12 og 16,5 procent. Nederst i tabellen ligger økologisk svinekød, som kun tegner 0,4 procent af markedet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























