Christiania-pushere tilfredse med hash-dom

Lyt til artiklen

Mindre end en tredjedel af anklagen om hashhandel blev godkendt, da Københavns Byret afsagde dom i en af de største sager fra Pusher Street i Christiania. To sælgere stod tiltalt for salg af mindst 150 kilo fra deres bod på det nedlagte hashmarked, men domsmandsretten fandt kun beviser for 39 kilo. Begge mænd blev hver straffet med fængsel i to år, hvor anklageren havde krævet omkring tre år og seks måneder. Dunkede hinanden i ryggen De dømte dunkede hinanden i ryggen, knyttede sejrrigt næverne og grinede højt efter domsafsigelsen. Alle seks tog betænkningstid med hensyn til eventuel anke til landsretten. Men på trods af reduktionen er der tale om en alvorlig sag, lød det fra dommerpodiet: »Ved strafudmålingen er der lagt vægt på, at der var tale om professionel organiseret handel, og vi har tillagt det væsentlig betydning, hvilken rolle hver især havde i den kriminelle virksomhed«, sagde dommer Steen Mejer Hansen i følge Ritzau, da han afsagde dom over de i alt seks mænd med tilknytning til den såkaldte bod 1. En 40-årig, der også blev dømt i sagen fik et år og tre måneder. Tre andre, der er først i 20'erne, fungerede som løbere eller hjælpere fik mellem ni måneder og ét års fængsel. Økonomisk lussing Boden var åben 10 timer dagligt i hver af ugens dage. I gennemsnit blev der solgt hash og joints 16 gange i timen, og dagligt nåede salget op på 373 gram, fastslog retten. Økonomisk er der tale om en gevaldig lussing til de dømte. Retten konfiskerede 380.000 kroner i udbytte hos de tre sælgere, og de seks skal tilsammen af med 1,6 millioner kroner i salærer til deres forsvarere. Desuden har politiet beslaglagt to motorcykler, guldsmykker, service af mærket Versace, 20 par solbriller bl.a. af mærkerne Gucci, Boss og Armani, en læderhjørnesofa til 10 personer, porcelænsfigurer, 285 golfkugler, 16 par kondisko, 21 par cowboybukser, 30 par herrebukser af mærkerne Hugo Boss, Armani med videre, syv jakkesæt fra Hugo Boss, 42 skjorter af mærkerne Donna Karen, Armani med videre, otte skindjakker af mærket Hugo Boss, 64 trøjer af mærkerne Hugo Boss, Armani og Donna Karen samt andre ting.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her