Konservative: Udviste er selv skyld i længere straf

Lyt til artiklen

Når man har fået lov til at opholde sig i Danmark som udlænding, har man blot at følge landets love. Og gør man ikke det, må man finde sig i den straf, man får. Det mener de konservatives nye gruppeformand, Helge Adam Møller, der derfor ikke kan se noget galt i, at kriminelle udlændinge med opholdstilladelse i Danmark i visse tilfælde straffes hårdere end danske kriminelle. I øjeblikket sidder 17 udlændinge fængslet, selv om de har udstået deres almindelige straf. For nogle af dem er det over et år siden, at de i princippet blev løsladt. Men de 17 er også dømt til udvisning. Politiet er bange for, at de går under jorden, hvis de løslades, og derfor bliver de helt rutinemæssigt holdt fængslet, mens politiet forsøger at gennemføre udvisningen. »En del af straffen er, at de skal udvises, og derfor må de også acceptere at sidde fængslet, indtil de kan sendes ud«, siger Helge Adam Møller. Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International mener imidlertid ikke, at det er i orden at fængsle personer i længere tid, end de er dømt til, blot fordi de er udlændinge. »Det er diskrimination. Derfor må myndighederne finde på noget andet. For eksempel at de udviste skal melde sig på en politistation hver 14. dag. Så kan det godt være, at der er en risiko for, at de forsvinder, men det kan ikke forsvares at fængsle dem«, siger Stig Nielsen fra Amnesty. Ifølge vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen kan en udvisning trække ud, hvis ikke den udviste vil rejse hjem frivilligt. Derudover kan der være problemer med at få modtagelandet til at acceptere en udvist. Besværlige sager Vicerigspolitichefen har ingen statistik for, hvor lang tid udviste i gennemsnit sidder fængslet. Politiet skal hver fjerde uge få en dommergodkendelse til fortsat at fængsle en udvist udlænding. Men der er ingen regler for, hvor længe en udvist maksimalt må vente i fængsel på at blive sendt ud. »Det beror derfor på et skøn fra vores side. Hvis det er udsigtsløst at komme igennem med en udvisning, eller det kommer ud af proportioner fortsat at lade vedkommende sidde fængslet i forhold til den forbrydelse, vedkommende har begået, så løslader vi den udviste«, siger Hans-Viggo Jensen. Derefter bliver den udviste indkvarteret i Sandholmlejren på et slags tålt ophold. I dag kan udlændinge, som ikke er danske statsborgere, udvises, hvis de begår kriminalitet. Men hvis udlændingen har opholdstilladelse, skal det være mere alvorlig kriminalitet. Disse regler ønsker regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet udvidet, så også mildere domme kan udløse en betinget udvisning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her