Røg fra en læselampe betød, at et SAS-fly i eftermiddag måtte sikkerhedslande i Billund Lufthavn. Flyet SK540 var på vej fra Manchester til København, men bad om at få lov at lande i Billund, hvor brandfolk stod klar. Om bord i flyet var 146 passagerer, heriblandt tre babyer. Ingen af passagererne kom noget til under landingen, skriver Ritzau. Årsagen til røgen skyldes umiddelbart en overgang i de elektriske installationer omkring læselampen, oplyser SAS. Teknikere er i øjeblikket ved at undersøge flyet. Ifølge SAS foregik landingen helt normalt, og brandfolkene kunne konstatere, at der ikke var udbrudt brand om bord på flyet. På grund af snevejret var der ingen ekstrafly i Billund til at flyve passagererne videre til København, så de er blevet kørt til København i busser.
Røg tvang SAS-fly ned i Billund
Lyt til artiklen