Mystisk forsvindingssag er måske løst

Lyt til artiklen

Politiet har fået endeligt vished for, at det lig, de fandt i mandags i et moseområde nord for København, er identisk med den 43-årige Frank Manhart, der forsvandt under mystiske omstændigheder for et halvt år siden. Allerede for to uger siden fik politiets drabsafdeling i København et anonymt tip om, at manden skulle ligge død i et skovområde ved Lyngby. Samtidig viste oplysninger fra mandens mobiltelefon, at han var i området, da han forsvandt 31. juli sidste år. Derfor begyndte politiet mandag at finkæmme området med både helikopter og hunde for allerede senere samme dag at finde liget i nogle siv ved Mølleåen mellem Lyngby og Lundtofte. Kun skelettet tilbage Umiddelbart tvivler politiet på, at manden har været udsat for en forbrydelse. Men fungerende kriminalinspektør Steen Nonbo fra Lyngby Politi fortæller samtidig, at det kan blive svært at få fastslået dødsårsagen, fordi kun skelettet er tilbage. Derfor skal der foretages yderligere undersøgelser og afhøringer i sagen. »Der er blevet lavet en obduktion, men undersøgelserne kompliceres væsentligt af, at liget er i den forfatning, som det er. Liget har ligget ude i over et halvt år og været genstand for vilde dyr. Men foreløbig har vi en formodning om, at han er død som følge af en ulykke eller en form for overmedicinering«, siger Steen Nonbo. Smykker er væk Mandens familie har imidlertid over for både Ekstra Bladet og B.T. givet udtryk for, at de tror Frank Manhart blev dræbt. »Jeg tror ikke, at han bare er faldet omkuld eller har begået selvmord. Hvordan skulle han være kommet alene ud i det øde område, hvor han blev fundet?«, sagde Frank Manharts søster til Ekstra Bladet. Manden har i 1996 været involveret i en skudepisode, hvor hans ansigt blev skamferet. Dengang blev hans svoger dræbt, og siden har den 43-årige været psykisk syg. Den savnede 43-årige mand gik altid med nogle iøjnefaldende smykker. Men dem har politiet endnu ikke fundet. Derfor fortsatte eftersøgningen med hunde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her