Omkring halvdelen af al den medicin, der i Europa bruges til at behandle børn, er aldrig godkendt til børn, og virkningen på dem er ikke undersøgt. Det er baggrunden for, at Institut for Rationel Farmakoterapi sætter emnet børn og medicin på dagsordenen ved et offentligt møde i Lægemiddelstyrelsen tirsdag. »Vi synes, vi trænger til at få rusket op i debatten om medicinering af børn«, siger instituttets leder, Jens Peter Kampmann. »Der er modsatrettede hensyn: Det er synd at lave medicinske forsøg på børn. Men det er også synd at behandle dem med medicin uden at vide, om den virker - og hvordan. Hvad er så mest synd?«. Institut for Rationel Farmakoterapi er et selvstændigt institut tilknyttet Lægemiddelstyrelsen. Dets formål er at sikre en neutral lægemiddelinformation og rådgive fagfolk og befolkningen om brug af lægemidler. Nødvendige forsøg Personlig mener Jens Peter Kampmann, at man bliver nødt til at lave forsøg, hvor medicin afprøves på børn, fordi det er for risikabelt at lade være. Men han påpeger samtidig, at der er en række både etiske og praktiske problemer med det - kan man for eksempel få forældrenes ja til at lade deres børn medvirke i forsøg? »Mødet på tirsdag er et debatmøde, fordi vi mener, det er vigtigt, at offentligheden forstår diskussionen«, siger Jens Peter Kampmann. Medicinsk behandling af børn har i de seneste år især været et varmt emne i forbindelse med brugen af depressionspiller. Negative virkninger EU's lægemiddelkomité konkluderede i december, at der er sikkerhedsproblemer i forbindelse med brug af depressionspiller - de såkaldte SSRI-midler - til børn og unge, og anbefalede EU-kommissionen yderligere undersøgelser på europæisk plan. I mellemtiden indskærper komiteen, at disse præparater generelt ikke bør bruges til børn og unge. Betænkelighederne skyldes, at depressionspiller ser ud til at øge risikoen for selvmordsadfærd, fjendtlighed og humørsvingninger hos unge. SSRI-midlerne er ikke godkendt til behandling af depression hos børn og unge i Europa, men det betyder ikke, at de ikke må bruges. England er dog gået enegang med et forbud mod alle præparaterne bortset fra fluoxetin, der herhjemme sælges under navnet Fontex. Svært at finde grænsen Den danske Lægemiddelstyrelse understreger, at medicinsk depressionsbehandling af børn under pubertetsalderen kun må ordineres af en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, men at det for ældre børn og unge kan være svært at trække grænsen for, hvornår man kan behandles på linje med voksne. Omkring 2.200 børn og unge under 18 år er i behandling med depressionspiller. »Diskussionen om depressionspillerne er et eksempel på de problemer, der er med medicin til børn«, siger Jens Peter Kampmann. »Men problemet er generelt«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























