Det kan være helt afgørende, om man opholder sig i Danmark eller et af vores nabolande, hvis man skal behandles akut for en blodprop i hjernen. En medicinsk akutbehandling af blodprop i hjernen er nemlig med stor succes blevet indført i praktisk talt alle de lande, vi normalt sammenligner os med. Men herhjemme er behandlingen næsten ikke til stede, selv om det bliver anbefalet af EU. Konsekvensen er, at mange danske patienter får alvorlige handikap, lammelser og taleforstyrrelser, som kunne være undgået, vurderer både internationale og danske eksperter. »En hel del af de patienter, der kunne have undgået betydelig invaliditet, kommer ikke til at gøre det«, siger professor Gudrun Boysen fra neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Hun skønner, at behandlingen ville være relevant for cirka 500 apopleksipatienter årligt. Udenlandsk kritik Også fra udlandet lyder der kritik af det danske system, og både i Sverige og Norge undrer lægerne sig over den danske tilbageholdenhed. »Det er da vældig forbavsende, at sygehusene er så modvillige til at behandle, for det er en katastrofe hos patienterne, vi flere steder kan afhjælpe«, siger overlæge Lars Thomassen fra neurologisk afdeling, Haukeland Universitetssykehus i Bergen. Den akutte behandling, den såkaldte trombolyse, er en særlig medicin, der kan opløse blodproppen i hjernen, hvis behandlingen sker inden for tre timer. Den tilbydes af behandlingscentre 14 steder i Norge, 16 i Finland og 30 i Sverige. Mens det i Danmark kun findes på Århus Sygehus og Bispebjerg Hospital, hvor det for nylig er blevet indført. Eksperter vurderer, at behandlingen kan hjælpe 3-5 procent af alle, der rammes af apopleksi - den tredjehyppigste dødsårsag herhjemme ifølge Dansk Neurologisk Selskab. Det har tidligere været frygtet, at akutbehandlingen medførte en risiko for forværret blødning. Men de seneste års internationale og danske forskning viser, at fordelene langt opvejer risikoen, der er minimal. Det fik i 2003 EU til at anbefale behandling, mens USA i længere har opnået gode resultater. Forsøgsbehandling »De udviklede lande, vi sædvanligvis sammenligner vores sygehuse med, har alle sammen indført det. Det er derfor uforståeligt, at det ikke er indført i Danmark endnu«, siger overlæge Allan Andersen, formand for Dansk Neurologisk Selskab. Sundhedsstyrelsen lagde sidste år op til forsøgsbehandling, men kun to-tre amter har meldt tilbage, og behandlingen er endnu ikke startet. Mere vil man endnu ikke gøre. »Der er gode gevinster og potentielle bagdele. Nogle patienter risikerer forværret blødning, mens en pæn gruppe får det meget bedre. Så vi vurderer, at der er grund til at holde området under skærpet observation«, siger specialkonsulent Mikkel Grimmeshave fra Sundhedsstyrelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























