Sagen om indsmugling af en rekordstor mængde hash til Danmark har taget en dramatisk drejning. Den formodede hovedmand er blevet anholdt og fængslet i Brasilien, to andre mistænkte er bag tremmer i Luxembourg, og endelig er en mand og en kvinde blevet anholdt og fængslet i København. Hasteaktion Dermed er antallet af involverede i affæren kommet op på otte, idet to brødre og den enes samlever de seneste to måneder har været frihedsberøvet herhjemme. Brasilianske mediers oplysninger om anholdelsen af en 37-årig dansk forretningsmand i Belém kom noget bag på narkobetjentene i København, som derfor i al hast mandag aften tog ud for at anholde yderligere to mistænkte i affæren. Disse to - en kvinde på 51 år og en mand på 46 - blev af en dommer tirsdag varetægtsfængslet for 27 dage. De nægter sig skyldige i anklgerne om at have deltaget i indsmugling af 13 kilo hash. »Vi havde ikke planlagt anholdelserne til i går, men på grund af, at man har offentliggjort det derude, var vi nødt til at reagere«, forklarer vicekriminalinspektør Steffen Th. Steffensen i Københavns Politi om anholdelsen af parret i København. Den danske forretningsmand blev anholdt efter en længere efterforskning med blandt andet telefonaflytning. Han blev anholdt sammen med en hollandsk professor økologi, som mistænkes for hvidvaskning af penge. Danske politifolk i Brasilien Flere danske politifolk er rejst til Brasilien for at bistå deres kolleger med at håndtere den store sag, erfarer Ritzau. Den formodede hovedmand i Brasilien skal være mistænkt for at styre en kriminel organisation, som sendte forbudte stoffer med både fra Belém i Brasilien, hvorefter varerne i rum sø blev omlastet til skibet 'Atlantic Privateer', som derefter sørgede for den videre transport til Spanien. Herfra gik turen nordpå til Holland og Danmark. Politiet i København er tavs om sagens detaljer. »Jeg har ikke yderligere kommentarer«, sagde kriminalinspektør Ole Wagner, da han havde bekræftet oplysningen om, at to personer ventes udleveret fra Luxembourg til Danmark onsdag. Den ene af de to er dansk statsborger. »Der foregår stadig en masse efterforskning, og vi er hverken helt eller halvt færdige«, sagde Ole Wagner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























