Ægtepar sigtet i stor hashsag

Lyt til artiklen

En 38-årig dansk kvinde og en 36-årig mand fra Luxembourg er i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet for 27 dage, heraf 13 dage i isolation. Afgørelsen blev truffet bag lukkede døre af hensyn til sagens videre efterforskning. Parret er sigtet for at have deltaget i indsmugling af 13 ton hash og 500 kg kokain til Danmark. Der er i øjeblikket 11 sigtede i sagen, der kan vise sig at være Danmarks hidtil største hashsag. Nægter sig skyldige Inden pressen blev bedt om at forlade retssalen, nægtede ægteparret, som er bosat i Luxembourg, sig begge skyldige i hæleri. Den 38-årig kvinde rystede sagte på hovedet, da sigtelsen blev læst op, mens hendes to år yngre mand ikke reagerede. Han havde tilsyneladende ikke haft mulighed for at tale med sin forsvarer, advokat Ole Olsen, og efter 15 minutters pause i sagen vendte forsvarer, tolk og den sigtede tilbage, hvorpå han nægtede sig skyldig. Ægteparret har, ifølge politiets påstand, hjulpet en yngre dansk mand, der også sidder varetægtsfængslet, med at investere 3,4 millioner kroner, som manden angiveligt har tjent på hashsmuglingen. Ifølge kriminalinspektør Ole Wagner er 7 af sagens 11 personer sigtet i Danmark. Han vil ikke kommentere yderligere anholdelser, men siger: »Politiet har et stort efterforskningsarbejde foran sig, og jeg ved ikke, hvad det ender med«. Bagmand i Brasilien I december blev et københavnsk par, en 29-årig mand og 34-årig kvinde, fængslet i sagen om indsmuglingen af de 13 ton hash sidste sommer. Siden har et netværk af mennesker vist sig at være involveret. En 37-årig dansk forretningsmand formodes at være bagmanden. Han blev i torsdags sammen med endnu en dansker, en hollænder og en brasilianer anholdt i Belem i det nordlige Brasilien og overført til et fængsel i Rio. Danmark har begæret den 37-årige dansker udleveret. »Det kan godt tage sin tid at få danskeren udleveret«, siger politiadvokat Carsten Egeberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her