DF og SF kræver uvildig undersøgelse af færgekatastrofe

Branden på  Scandinavian Star  kostede 159 mennesker livet. Her er det brændende skib blevet bugseret til Lysekil havn i Sverige,. Færgen havde blot sejlet syv dage i rutefart mellem Danmark og Norge, da branden opstod.   Arkivfoto: Jens
Branden på Scandinavian Star kostede 159 mennesker livet. Her er det brændende skib blevet bugseret til Lysekil havn i Sverige,. Færgen havde blot sejlet syv dage i rutefart mellem Danmark og Norge, da branden opstod. Arkivfoto: Jens
Lyt til artiklen

Rigsadvokat Henning Fode afslog efter nye undersøgelser at genåbne sagen om katastrofefærgen 'Scandinavian Star', der brændte i Skagerrak for snart 15 år siden. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at der er sat punktum i sagen. Fra flere sider stilles der krav om en uvildig undersøgelse. Et helt afgørende spørgsmål piner fortsat de overlevende og tusindvis af pårørende til ofrene for katastrofen. Var motivet til ildspåsættelserne på 'Scandinavian Star' forsikringssvindel? Og er der dermed, som en af de overlevende Mike Axdal gentagne gange har sagt, tale om et af århundredets alvorligste forbrydelser. 158 personer omkom. »Før vi får det rette ejerforhold bestemt, har vi ikke svaret«, konstaterer Mike Axdal. Han har siden katastrofen samlet tusindvis af dokumenter og vidneudsagn, som efter hans opfattelse dokumenterer, at de forkerte er dømt i sagen, og at den egentlige ejer, Bahamas-selskabet Sea Escape, scorede erstatningen på skibet. Lukker sagen Rigsadvokaten mener imidlertid ikke, at disse oplysninger skaber tilstrækkelig mistanke om, at personerne i ejerkredsen har gjort sig skyldige i brandstiftelse. Dermed mener han ikke, at en fornyet efterforskning vil føre til tiltaler mod andre personer i sagen for brandstiftelse. Justitsminister Lene Espersen (K) vil i denne uge modtage en klage fra en af de overlevende fra færgebranden Mike Axdal, der mistede sin far og en bror ved katastrofen. Han kræver en uvildig undersøgelse. Det samme gør flere politikere. Anne Baastrup (SF), der er formand for Folketingets Retsudvalg, betegner resultatet af de nye undersøgelser som katastrofale, fordi færgens ejerforhold på ulykkestidspunktet ikke er fuldt belyst. Hun mener, at mistanken om forsikringssvindel som motiv til brandårsagen stadig hænger i luften. »Jeg vil kræve en uvildig undersøgelse«, konstaterer hun og udtrykker håb om, at en erstatningssag efter færgebranden, der skal for retten i Norge senere på året, kan være med til at belyse, hvem der egentlig ejede 'Scandinavian Star' på ulykkestidspunktet. Ønske om uvildig undersøgelse Dansk Folkepartis medlem af Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup, peger på, at det var tredje gang, rigsadvokaten afviste at genoptage sagen, og dermed mener han, at rigsadvokaten er så godt og grundigt viklet ind i sagen, at det er nødvendigt at få gennemført en uvildig undersøgelse. »Det ville være et for stort nederlag for rigsadvokaten at ændre holdning og erkende, at han tidligere har begået fejl. Vi mener, at der generelt er kommet så meget nyt frem, at sagen på ny skal undersøges til bunds. Forsikringen er tilsyneladende ikke udbetalt til den reelle ejer af skibet, hvilket rigsadvokaten ikke har taget hensyn til. Ligeledes er flere vidner ikke blevet kontaktet«, siger Peter Skaarup. Han lægger ikke skjul på, at han forventer, at en kommende VK-regering vil tage et tilstrækkeligt hensyn til sit parlamentariske grundlag og i den forbindelse DF's krav om en uvildig undersøgelse i sagen om 'Scandinavian Star'. Fri proces i Norge Selv om sagen herhjemme foreløbig ligger underdrejet, bliver Tingretten i Oslo til maj tvunget til at belyse nogle af de uklarheder omkring ejerforholdet og eventuel mistanke om mordbrand, når den indleder en erstatningssag, hvor Mike Axdal har fået fri proces. Erstatningssagen er rettet mod det norskejede forsikringsselskab Skuld, og der er nedlagt erstatningskrav på 70 millioner kroner. Under erstatningssagen vil der blive fremlagt dokumenter og rapporter, hvori et netværk af selskabskonstruktioner sættes i forbindelse med ejer- og rederansvaret. På den måde forventer Mike Axdal, at de rette ansvarlige kan udpeges - det var ikke den dømte skibsreder, Henrik Johansen, der reelt ejede færgen, men det amerikanske rederi Sea Escape, mener han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her