På vej op ad jerntrappen til vuggestuens tagterrasse begynder benene at sitre. For trappen er ikke bare ualmindelig stejl, der er heller ikke noget at holde fast i, gelænderet er gemt bag nogle skærme.
Fra toppen er det svært at forestille sig, at de mange trin på nogen måde kunne gøre det ud for en såkaldt aktivitetstrappe til vuggestuebørn. Eller børnehavebørn. Eller børn i det hele taget. Og som voksen skal man være lidt af en vovehals for at tage turen op med et barn på armen. Næstformand skal ikke nyde noget
Det tør næstformanden i forældrebestyrelsen, Thomas Mikkelsen, i hvert fald ikke, fortæller han under en rundvisning i den prismeformede bygning.
Og det behøver han heller ikke så længe endnu, for på et møde i mandags besluttede Københavns Kommune at ændre trappen og bygge om på den helt nye institution. Det er i første omgang kommunekassen, der må betale, og regningen kan blive stor, for der skal laves meget om i Næstvedgade.
Det drejer sig blandt andet om vuggestuens indvendige trapper, der også er farlige for børn, og de zinkplader, bygningen er beklædt med - de bliver så varme i stærk sol, at børnene kan brænde sig på dem.
Der skal også laves om på tagterrassen, der er tænkt som legeareal, men nu er forbudt for børn, fordi den dekorative beplantning kan bruges til at kravle over hegnet, hvorfra der er frit fald fra 2. sals højde. Forstyrrede børn
Endelig skal der gøres noget ved institutionens gangarealer.
De fire vuggestuer ligger i forlængelse af hinanden for at give børnene så meget gulvplads som muligt, men det giver for meget trafik på stuerne.
En opgørelse fra en tilfældig dag viste, at børnene blev forstyrret 39 gange under eftermiddagsfrugten.
Vuggestuen åbnede i september, og huset, der er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter, er blevet rost til skyerne af arkitekturanmeldere, som har kaldt det en modig bygning, der har en holdning til pædagogik og børns trivsel.
I dag spørger forældrene samstemmende, hvor kommunen var henne, da tegningerne til den 15,6 millioner kroner dyre vuggestue blev godkendt. Åbenlyse problemer
Og i Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsforvaltning er kontorchef Susanne Binné udmærket klar over, at huset har nogle helt åbenlyse problemer. Eller »uhensigtsmæssigheder«, som hun kalder det. Hvem godkender en stejl jerntrappe til vuggestuebørn?
»Vores byggekontor har fået hjælp fra de pædagogiske konsulenter på lokalcentret. Alle, også jeg, har set på tegningerne. Men da vi ser trappen i virkeligheden, kan vi godt se, at den ikke er hensigtsmæssig, derfor blev den afspærret med det samme«, siger Susanne Binné. Burde I ikke have opdaget, at den var uhensigtsmæssig, allerede inden den blev bygget?
»Jo, men straks vi opdager det, bliver trappen spærret af«. 'En læreproces'Men der er jo også problemer med vuggestuens indvendige trapper?
»Det er også en af de ting, vi skal drøfte med arkitekterne«. Klandrer I arkitekterne for fejlene?
»Det her er jo en læreproces. Det er meget uheldigt, hvis vi nu begynder at give hinanden skylden frem for at fokusere på at udbedre fejlene. Vi skal se fremad og finde konstruktive løsninger«. Det er jo fejl, som det koster kommunen at udbedre. Hvem skal betale det?
»Det må vi finde ud af. Lige nu skal vi have lavet et forslag til de ting, der skal udbedres. Men umiddelbart tror jeg ikke, det bliver så bekosteligt. Det vigtigste lige nu er at sikre børnene og de voksne et godt arbejdsmiljø«. Redegørelse
Men sagen stopper ikke her. Jesper Christensen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet, har bedt forvaltningen om en redegørelse af byggeriet.
Han vil vide, hvordan kommunen har været inddraget i processen, da den stejle trappe og zinktaget blev godkendt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























