Danmark sakker bagud med beskyttelse af havmiljøet

Lyt til artiklen

Danmarks miljøberedskab til havs er utilstrækkeligt, og Forsvaret bør lave en ny risikoanalyse for de danske farvande, efter at Rusland i 2002 åbnede den enorme olieudskibningshavn Primorsk nær Sankt Petersborg. Det anbefaler Rigsrevisionen, som har undersøgt, om Danmark efterlever reglerne i Helsingfors-konventionen (Helcom), der skal beskytte Østersøen mod forurening. Forsvaret overtog den 1. januar 2000 ansvaret for havmiljøet fra Miljøstyrelsen. Øget risiko for olieulykker En planlagt fordobling af udskibningen fra den gigantiske russiske oliehavn Primorsk nord for Sankt Petersborg vil på få år medføre en massiv stigning i antallet af olieskibe gennem Storebælt og Kattegat. Det øger risikoen for alvorlige olieulykker med store tankskibe. Rigsrevisionen kritiserer Forsvaret for, at flyovervågningen af danske farvande ikke gennemføres på bedste måde, og at beredskabet ved forurening med kemikalier ikke lever op til Helcom-traktatens anbefalinger. Kritik af beredskab Rapporten er også kritisk over for beredskabet ved den hidtil største olieulykke i dansk farvand, da tankskibet 'Baltic Carrier' i 2001 kolliderede med bulkcarrieren 'Tern' i Kadetrenden øst for Falster. Forløbet viste, at beredskabet var utilstrækkeligt, og at olien kunne være samlet op på en mere effektiv måde. Kun 90 procent af de 2.400 ton olie blev samlet op, mener Rigsrevisionen. Forsvarskommando afviser Forsvarskommandoen afviser i en pressemeddelelse kritikpunkterne. Kravene til at håndtere kemisk forurening er øget, siden Forsvaret overtog ansvaret, flypatruljeringen kan ikke indrettes efter, hvornår der ventes at ske olieudslip, og Beredskabsstyrelsen konkluderede efter 'Baltic Carrier'-ulykken, at bekæmpelsen samlet set var tilfredsstillende, fremhæver Forsvarskommandoen. Rigsrevisionen advarer også om, at det er vanskeligt at bekæmpe olieforurening i Femern Bælt, omkring Bornholm og i Nordsøen, fordi miljøskibene ikke kan nå frem i tide fra deres baser i København og Korsør. Helcoms krav kan ikke efterleves Men, siger Forsvaret, det er ikke muligt at opfylde Helcoms krav til indsættelsestid med miljøskibene i yderkanterne af det danske område. Her kan der til gengæld trækkes på bl.a. Marinehjemmeværnet og civile operatører. Helcom trådte i kraft i 1980 og har sekretariat i Helsingfors. En ny revideret aftale blev i 1992 undertegnet af Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Rusland, Polen, Tyskland og EU. Konventionen dækker hele Østersø-regionen op til Skagen, inklusive Bælterne og Kattegat. De indre danske farvande er direkte omfattet af den internationale aftale. Danmark er på vej, siger minister Forsvarsminister Søren Gade (V) noterer sig i en kommentar, at Danmark ifølge rapporten er på rette vej med at forebygge forurening af havmiljøet. Han peger på, at regeringen har vedtaget en handlingsplan med bl.a. øget brug af lodser, et nyt kystradarprojekt med høje master over hele landet, AIS-systemet med automatisk identifikation af skibe, landbaseret sejladsvejledning samt Maritime Assistance Service (MAS) under Søværnets Operative Kommando, som skal anvise områder til skibe i nød. »Hvad angår havmiljøberedskabet, så er jeg helt klar over, at der er behov for at udvikle dette område«, siger Søren Gade.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her