Nogle af de alvorligste anklagepunkter mod eksborgmester Peter Brixtofte, Farum, bygger i høj grad på papirer fra to af kommunens faste leverandører. Interne notater fra begge firmaer peger på, at de har taget en overpris af kommunen og brugt pengene på sponsorater af Farum Boldklub. Sponsorsagerne Virksomhedernes interne papirer kom frem i lyset, da anklageren, vicestatsadvokat Flemming Denker, i et retsmøde tirsdag tog hul på de såkaldte sponsorsager. Her er Brixtofte og hans nærmeste embedsmand, Leif Frimand, tiltalt for groft mandatsvig. Ifølge anklageskriftet har de aftalt den ulovlige støtte af boldklubben på bekostning af kommunen. Fire erhvervsfolk er tiltalt for medvirken. Entreprenørvirksomheden Skanska stod for det største beløb på hele ni millioner kroner i forbindelse med istandsættelse af Stavnsholthallen. Skanska beregnede selv prisen til 17,8 millioner kroner, men forlangte ni millioner mere af kommunen i maj 2000. Det svarede næsten til det beløb, virksomheden havde aftalt at støtte boldklubben med i et treårig sponsorat. Tilbagebetaling Efter et direktørskifte tilbagebetalte Skanska de ni millioner til kommunen i 2002. Alletiders Rejser opsagde allerede i foråret 2001 sin sponsoraftale med boldklubben, da en ny direktion ville vide, hvad der foregik. En medarbejder orienterede direktøren om, at rejsebureauet finansierede sponsoratet på en halv million årligt ved at lægge et beløb oven i prisen for de pensionistrejser, som bureauet arrangerede for kommunen: »Farum betaler altså til Farum Boldklub med os som mellemmand«, skrev medarbejderen til rejsebureauets direktør. På grund af en sygemelding fra Leif Frimand fortsætter sponsorsagen først 1. februar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























