Kræftscreening skal være landsdækkende

Lyt til artiklen

Det vil være ulovligt at tilbyde kvinder i København screening for brystkræft, uden at kvinder i Gentofte får det samme tilbud, når Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns Amt om to år indgår i en fælles sygehusregion. Det mener indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Dermed bliver strukturreformen også indirekte en fødselshjælper for, at flere kvinder får adgang til regelmæssigt at få undersøgt deres bryster for kræft, når de nuværende amter nedlægges. Uholdbart En undersøgelse fra de første ti år med mammografiscreening i København har netop vist, at de regelmæssige undersøgelser nedsætter dødeligheden på grund af brystkræft med 25 procent i forhold til de dele af landet, som ikke har screening. »Det ville være helt uholdbart - og også ulovligt - hvis tilbuddet om mammografiscreening kun var tilgængeligt for nogle af kvinderne i den samme region«, siger Lars Løkke Rasmussen. I dag findes screening for brystkræft hvert andet år kun i Hovedstadens Sygehusfællesskab, Fyns og Vestsjællands Amter og på Bornholm. Resten af amterne har valgt at se tiden an og har fået en frist til 2009. Mangler jyske regioner Loven giver ministeren ret til at bestemme, hvornår et obligatorisk tilbud om mammografiscreening skal sættes i kraft - både i hele landet og amt for amt. Og den har Lars Løkke Rasmussen tænkt sig at bruge, så kvinder i hele landet stilles ens, når de nye regioner træder i kraft 1. januar 2007. »Tilbuddet findes allerede i visse dele af tre af de nye regioner. Og dér ville det som sagt være utænkeligt at gøre forskel på befolkningen. Så mangler vi kun de nye nordjyske og midtjyske regioner, som skal med«, siger ministeren. »Når det i sin tid blev den ordning, at screening skulle fases gradvis ind i amterne, var det både et spørgsmål om ressourcer, og fordi der var nogen modvilje og skepsis over for mammografiscreening«. Den skepsis findes jo stadigvæk hos nogen?

»Ja, og derfor vil jeg også bede Sundhedsstyrelsen om at kaste et blik på den københavnske undersøgelse og kvalitetstjekke den. Men det er min vurdering, at tilbuddet om screening skal være på plads med de nye regioner«. Lars Løkke Rasmussen er parat til at diskutere økonomien i et generelt tilbud om screening med amterne. »Det må vi tage op med amterne i økonomiforhandlingerne om næste år og året efter«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her