Der stod ingen kreds af muslimer bag advokat Laue Traberg Smidt, da han i december meldte Danmarks Radio til politiet for racisme. Det hævdede advokaten ellers, da han gik i pressen med politianmeldelsen. Det var klip fra den nu myrdede hollandske filminstruktør Theo Van Goghs kontroversielle film 'Submission', som førte til politianmeldelsen. Filmen handler om brutal kvindeundertrykkelse i form af voldtægt, pisk og indespærring i muslimske ægteskaber. Laue Traberg Smidt bag løgn »Mine klienter føler deres tro dybt krænket, og de mener, at Danmarks Radio går langt videre end rimeligt ved sin fortsatte gengivelse af filmen«, sagde Laue Traberg Smidt til Ritzau 5. december og hævdede, at tyve danske muslimer stod bag anmeldelsen. Men det var en løgn, viser det sig nu. Overfor Gladsaxes vicepolitimester Ole Weikop har Laue Traberg Smidt nu indrømmet, at der aldrig stod en kreds af muslimer bag anmeldelsen. Det siger Ole Weikop til Ritzau. Traberg Smidt gav som forklaring i december på, at muslimerne ønskede at være anonyme, at de frygtede ubehageligheder i »den ophidsede atmosfære«. Politiet har aldrig forsøgt at få navnene på de imamer og lægfolk fra den islamiske verden, som advokaten skrev, at han repræsenterede, da han sendte anmeldelsen til Gladsaxe Politi. Men det har heller ingen betydning får politiets efterforskning. »Det er ikke en forudsætning for politiets aktiviteter, at vi har en anmeldelse. Og når vi får en anmeldelse, er det ret ligegyldigt, om der står 1 eller 25 mand bag den«, siger vicepolitimester Ole Weikop, Gladsaxe Politi. TV 2 også anmeldt Odense Politi har modtaget en anmeldelse mod TV 2 ligeledes for at have vist den hollandske film. Om en uges tid vil politiet have klarhed over, om der skal rejses sag mod de to tv-stationer. »Vi er ved at koordinere, hvordan denne sag skal vurderes«, siger Ole Weikop. Vicekriminalkommissær Jørgen Andersen, Odense Politi: »Det kan ikke nytte, at det, der er lovligt i den ene politikreds, er ulovligt i den anden«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
LISTEN




























