Trods gentagne razziaer og kampagner kører en stor gruppe cyklister fortsat efter deres helt egne færdselsregler - og uden at tage hensyn til andre trafikanter. Betjente fra hovedstadens 8 politikredse og Rigspolitiets 12 afdelinger landet over var i denne uge på razzia. De skrev på tre dage 2.467 bøder til cyklister, der glemte lygterne, ræsede over for rødt og kørte på fortovet. De får alle en bøde på 500 kroner. Cyklister hører ikke efter Resultatet er nedslående. Det viser, at cyklisterne ikke hører efter, når politiet og andre autoriteter opfordrer dem til at køre ordentligt, vurderer Rigspolitiets Færdselsafdeling. »Alt for mange cyklister ser stort på deres egen sikkerhed. De sætter livet på spil i stedet for at køre ordentligt. Det er trist«, siger vicepolitiinspektør Asger L. Kristensen. Uden lys og overfor rødt To ud af tre overtrædelser bliver begået af cyklister, der kører uden lys og over for rødt. De øvrige bøder er blandt andet blevet skrevet ud for kørsel på fortovet, mod ensretningen og i gågader. Især den manglende respekt for lyskurve og lys bekymrer, for det er de to farligste forseelser for cyklisterne selv, oplyser Asger L. Kristensen. Razziaer uden effekt Politiet går målrettet efter cyklisterne fem gange om året, men lige lidt hjælper det. Razziaerne ender altid på stort set samme resultat, men politiet håber, at de cyklister, der gik i fælden denne uge, vil køre pænere i fremtiden. 47 cyklister mistede livet i trafikken i 2003, 750 blev alvorligt kvæstet. Læger på landets skadestuer tager hvert år imod 20.000 cyklister og behandler blandt andet brækkede arme, ben og kraveben. 'Cyklister skal opdrage hinanden' René la Cour Sell, direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed, fremhæver, at antallet af tilskadekomne cyklister ikke er faldet i samme grad som for andre trafikanter i de senere år. »Cyklister opfatter sig som den svage trafikantgruppe og mener på den baggrund, at de har mere ret til at være på vejene end bilisterne. Det får dem til at se stort på lovgivningen. Den indstilling skal vi gøre op med. Cyklisterne skal opdrage hinanden i trafikken«, siger direktøren. I samarbejde med private virksomheder har rådet netop søsat kampagnen 'Trafikhjertet'. Flere razziaer På www.paavejsammen.dk kan man købe et hjerte til at sætte bag på cyklen. Det viser, at cyklisten kører efter reglerne. »Håbet er, at de på den måde vil opdrage hinanden«, siger René la Cour Sell. Ifølge formand Claus Hansen fra Dansk Cyklist Forbund har cyklister en nagelfast tro på, at ulykken aldrig rammer dem selv. Han mener, at flere razziaer vil skræmme cyklisterne til at køre ordentligt. »Jeg er selv dødtræt af cykelterrorister«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























