Vælgerne skal stemme om velfærdsreformer

Den radikale partileder Marianne Jelved giver hånd ved partiets nytårsstævne i Nyborg. I baggrunden Mogens Lykketoft (S).   Foto: Lars Skaaning
Den radikale partileder Marianne Jelved giver hånd ved partiets nytårsstævne i Nyborg. I baggrunden Mogens Lykketoft (S). Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Reformer af dansk velfærd er ikke skudt ud i evigheden. Men de har lange udsigter. »Ændringer i dagpenge og efterløn skal ikke komme som en tyv om natten og trække bukserne af folk«. Så folkeligt udtrykte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sig, da han som gæst på det radikale nytårsstævne blev bedt om sin holdning til mange eksperters råd om at ændre i offentlige overførsler for at holde dansk økonomi på ret kurs, når færre unge skal forsørge flere ældre i fremtiden. Regeringen har selv nedsat en Velfærdskommission til at undersøge behovet for ændringer, men hidtil har ministrene ikke lagt meget øre til eksperternes foreløbige signaler om behovet for ændringer. Senest har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) afvist ideen om reformer i Politiken. Fordomsfrihed »Vi skal forholde os åbent og fordomsfrit til Velfærdskommissionen, når den kommer med sin rapport. Såfremt den viser behov for at træffe politiske beslutninger, skal de træffes med et så bredt flertal som muligt - altså mindst med Socialdemokraterne. Og de skal først træde i kraft efter et folketingsvalg, så vælgerne kan bedømme os«, sagde Fogh. Da Velfærdskommissionens først skal aflevere sine anbefalinger efter det kommende folketingsvalg, vil eventuelle ændringer reelt først kunne træde i kraft efter to valg. Lykketoft holder fast i reform At ændringer kan have endnu længere udsigter, tydede partiformand Mogens Lykketofts (S) melding fra gæstepanelet på. Han vil ikke være med til at ændre hverken på dagpenge eller efterløn. »Vi fik en udmærket efterlønsreform i 1998 - faktisk er den aftalt med Anders Fogh - og den skal først have lov at virke. Efterlønnen skal ikke ændres, så længe vi ikke har et arbejdsmarked, som står til rådighed for de ældre«, sagde han, der dog gerne så ændringer, når det gælder indvandrere og flygtninge. Lykketoft opfordrede ligefrem til en national handlingsplan med det formål at få flere fra denne gruppe fra passiv forsørgelse til aktivt arbejde. Radikalt løfte Den radikale partileder Marianne Jelved har gentagne gange slået på behovet for ændringer ikke mindst i efterlønnen, og hun lod sig ikke forskrække af hverken sin allierede Lykketofts modstand eller Foghs meget forsigtige og langsigtede planer. »På et eller andet tidspunkt sidder de radikale mandater igen, så de ikke er til at komme uden om«, sagde hun med et slet skjult løfte eller trussel om, at så kommer velfærdsreformerne på banen. Selv om statsministeren var mere venligt stemt over for Velfærdskommissionen og dens konklusioner, kan han ikke selv se nogen afstand til sin beskæftigelsesminister og hans afvisning af reformer overhovedet. »Sådan ser jeg det ikke. Beskæftigelsesministeren forholder sig alene til de 60.000, som vi skal have i arbejde i løbet af de kommende fem år for at holde vores løfter. Det mener jeg bestemt er en overkommelig opgave uden de store ændringer«, sagde Fogh. De tre partiledere tog alle i deres indledning afsæt i katastrofen i Asien og brugte den også samstemmende til både at vise forfærdelse, medfølelse og til sidst taknemmelighed mod den offervilje blandt danskerne, som har resulteret i svulmende indsamlingsbøsser. Globaliseringen Når tankerne var ved de fjernere himmelstrøg, var globaliseringen og udflytningen af arbejdspladser fra Danmark til lande med billigere lønninger en naturlig fortsættelse. Også her var de tre i stort og småt enige om, at Danmark skal klare sig med yderligere uddannelse, forskning og opfindsomhed. At den danske debat er genstartet efter katastrofen 2. juledag, viste den efterfølgende debat. Allerede første spørgsmål fra den radikale sal trak diskussionen hjem til dansk velfærd.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her