Hundredvis af familier, som har fået boligen oversvømmet af indtrængende vand fra havet, fjorde, søer eller vandløb ved endnu ikke, om de kan få skaderne dækket af forsikringsselskabet. Den almindelige hus- eller familieforsikring dækker ikke udefra kommende oversvømmelser. De er derfor overladt til, om det såkaldte Stormråd når frem til, at der har været tale om en stormflod i lovens forstand. Stormrådet, der består af repræsentanter fra stat, amter, kommuner, forsikringsselskaber og Kystdirektoratet, mødes i løbet af ugen. Selvrisiko på mindst 10.000 kr. Under alle omstændigheder kan de berørte familier se frem til en pæn ekstraudgift. Dels er der en selvrisiko på mindst 10.000 kroner, hvis der både er skader på bygning og på indbo, og dels dækker forsikringen ikke skader på indbo, der er placeret i kælderen. Kun biler er via en kaskoforsikring automatisk dækket ved oversvømmelse. »Stormflodsforsikringen erstatter kun indbo, som befinder sig over naturligt terræn«, fastslår konsulent i Forsikringsoplysningen, Christian Skødt. Folk har selv et ansvar Han understreger desuden, at folk er forpligtet til selv at begrænse skaderne efter en stormflod: »Det er jo under alle omstændigheder i folks egen interesse, hvis der ikke bliver tale om erstatning«. For andre typer skader forårsaget af stormen vil de almindelige forsikringer typisk dække. Christian Skødt mener, at det er for tidligt at afgøre, om stormen vil føre til forhøjede præmier. »Hvis stormen bliver den eneste store begivenhed af den slags i år, er det ikke sikkert, at det vil føre til højere præmier. Men det kan være forskelligt fra selskab til selskab«. Op til 200.000 anmeldelser Christian Skødt kalder stormen en »stor vinterstorm i den tunge ende« med 100.000-200.000 anmeldte skader mod 385.000 efter orkanen i 1999, som kostede forsikringsselskaberne 13 milliarder kroner. Christian Skødt siger, at den enkelte skade kan være mere begrænset denne gang. I 1999 var gennemsnitsudgiften på godt 36.000 kroner per skade mod 7.500 ved januarstormen året efter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























