Støvsuger uden støj og ledning letter arbejdet

Lyt til artiklen

I rengøringsrummet bag messehallerne i Bella Center står to orange støvsugere. Ved første øjekast er de to støvsugere ikke forskellige fra den almindeligt kendte af slagsen, men da serviceleder Maibritt Tragårdh tænder på knappen, er den summen, der kommer ud, ikke mere end 49 decibel - det der svarer til støjen på et almindeligt kontor. »Den er helt klart hurtigere, og den larmer meget lidt«, siger hun. Arbejdstid kan reduceres Ifølge firmaet JohnsonDiversey, der står for at sælge støvsugeren i Danmark, har forsøg med den ledningsløse støvsuger vist, at arbejdstiden kan reduceres med 40 procent, fordi man ikke skal bruge tid på at rulle ledningen ind og ud og lede efter stikkontakter. »Den gør det muligt at gøre rent, mens der er andre til stede. Der er ingen, der falder over ledningen, og man skal ikke gå rundt at lede efter stikkontakter. På den måde kan man samtidig spare tid«, siger Hans-Jørgen Møller, der er produktchef i JohnsonDiversey, der står for at sælge støvsugeren i Danmark. Det er rengøringskoncernen ISS, der står for rengøringen i Bella Center og dermed også står for købet af de nye ledningsløse og støjsvage støvsugere. Bedre arbejdsvilkår ISS har endnu ikke undersøgt effekten af den nye støvsuger, men man håber, at den kan være med til at forbedre arbejdstiderne for de ansatte i rengøringsbranchen, hvor man har svært ved at rekruttere medarbejdere. Det skyldes blandt andet, at personalet skal møde tidligt, fordi de skal være færdige, inden kontorfolket sætter sig foran computeren. »Hvis vi også skal levere en god service i fremtiden, er det betinget af, at vi kan tiltrække nogle dygtige medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at de har gode arbejdsforhold. Fordelen er, at den er støjsvag, og man ikke skal rigge ledningen til. Dermed er det muligt at møde senere«, siger Gert Ryder, der er divisionsdirektør i ISS. Han mener ikke, at det bliver et problem, at det arbejdende skrivebordsfolk bliver nødt til at flytte benene, når der skal støvsuges i dagtimerne. »Når de kommer og skal udføre arbejdet i dagtimerne, skal det selvfølgelig ikke genere kunderne. Men vores undersøgelser viser, at kunderne generelt set er mere tilfredse, når de møder medarbejderne. Hvis der for eksempel er noget, der ikke er i orden, kan man få det afklaret. Det kan samtidig være med til at gøre medarbejderne mere ansvarlige«, siger Gert Ryder. Begejstring I Bella Center er der begejstring blandt personalet over den nye støvsuger, hvor også de besøgende er forundrede over, at den kan køre uden ledning. »Det er suverænt, at den er uden ledning. Man skal ikke tænke på at have forlængerledning med eller lede efter stikkontakt. Man drøner fra sted til sted, og man undgår, at ledningen vikler sig ind i borde og stoleben eller, at man river ting ned, fordi ledningen sidder fast«, siger rengøringsassistent Susan Adamson, der har været ansat i Bella Center i snart halvandet år. Støvsugeren, der koster omkring 7.000 kroner og dermed er væsentligt dyrere end en almindelig, kan dog ikke klare alle opgaver. »Den er god til det akutte, hvis der lige er tabt noget, men den er ikke kraftig nok, når man skal lave daglig, almindelig rengøring af for eksempel gulvtæpper«, siger Susan Adamson. Et nicheprodukt Derfor mener personalet ikke, at der er udsigt til, at deres arbejdstider revolutioneres lige med det samme. Men de er enige om, at støvsugeren har et potentiale. »Hvis batteriet og sugeevnen bliver forbedret, tror jeg på sigt, at den kan bruges på kontorer, mens andre er på arbejde«, siger Shahida Mir, der er arbejdsleder hos ISS i Bella Center. Hans-Jørgen Jensen fra JohnsonDiversey understreger også, at det er tale om et nicheprodukt, der kan være med til at lette arbejdet for rengøringspersonalet. »Jeg tror ikke, at den vil udkonkurrere den traditionelle støvsuger, men hvis der bliver udviklet en model, der kan suge lige så kraftigt, vil jeg tro, at udviklingen går den vej«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her