Flertal for at suspendere dankort-gebyr

Dankort-gebyret er ikke blevet positivt modtaget hos forbrugerne. - Foto: Klaus Holsting
Dankort-gebyret er ikke blevet positivt modtaget hos forbrugerne. - Foto: Klaus Holsting
Lyt til artiklen

Presset øges på erhvervs­ og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) for at suspendere det kritiserede gebyr på dankortet. Dansk Folkeparti støtter nu et forslag fra Socialdemokraterne om at udsætte gebyret, til sikkerheden på de nye chipdankort er kommet på plads. »Før kortet er fuldstændig klart og terminalerne virker, så kan du ikke opkræve folk et gebyr. Det er dårligt købmandskab«, siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører Colette Brix. Også S vender sig mod gebyret. »Jeg synes, man kunne bede bankerne suspendere gebyret, indtil skidtet virker«, siger Socialdemokraternes erhvervsordfører Jan Trøjborg. Med udmeldingen fra regeringens støtteparti og Socialdemokraterne er der nu flertal for at holde igen med gebyret, når de politiske partier bag dankortforliget i dag mødes med økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) for at diskutere sagen. Forbløffelse i Danske Bank Ordførende direktør i Danske Bank Peter Straarup, vender sig imod forslaget og siger til TV 2-Nyhederne, at han vil blive »forbløffet«, hvis gebyret bliver suspenderet. »Der er lavet et forlig med mange organisationer«, siger Peter Straarup. Men Forbrugerrådet, der er med i dankortaftalen mener, det vil være en god ide, hvis bankerne dropper gebyret indtil videre. »Jeg kan godt forstå, at forbrugerne er irriterede med al den bøvl, der har været med de nye dankort. Man føler, man har betalt for øget sikkerhed, og i virkeligheden fungerer det ikke. Set i det lys ville det være en goodwill-handling fra bankernes side, hvis man lagde gebyret på is, til det virker tilfredsstillende«, siger direktør Rasmus Kjeldahl. Bankernes organisation Finansrådet føler ikke trang til at følge Forbrugerrådets forslag: »Jeg skal ikke kloge mig på andres image, og de behøver heller ikke at kloge sig på vores«, siger formand Jørgen Horwitz.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her