Voksne dumper i unges test

Mens tre ud af fire unge ved, at Drengene fra Angora står bag slagsangen 'Team Easy On', gælder det kun for 30 procent af 'de voksne'. - Foto: Jesper Stormly Hansen
Mens tre ud af fire unge ved, at Drengene fra Angora står bag slagsangen 'Team Easy On', gælder det kun for 30 procent af 'de voksne'. - Foto: Jesper Stormly Hansen
Lyt til artiklen

Måske de ældre generationer skulle holde igen med hovedrystende konklusioner, når unge igen dumper i hovedstæder, 100-års-krigen og kongerækker. I hvert fald vidste kun 27 procent af de ellers angiveligt kongetro sønderjyder, at den danske konge med tilnavnet 'Europas svigerfar' var Christian IX. Blandt dem, der havde rundet 50 år, kunne 41 procent dog svare rigtigt. Store huller Det fremgår af en undersøgelse, som et hold samfundsfagselever fra Aabenraa Gymnasium og HF har lavet blandt 447 sønderjyder for at teste, hvor meget 'voksne' - her defineret som folk over 30 år - ved i forhold til unge. Den konkluderer, at der er store huller i de voksnes viden. Men det mest chokerende er nu ifølge eleverne, at de ikke kun er uvidende om ungdommelige emner, men heller ikke kan svare på de spørgsmål, som eleverne mente måtte høre til den almindelige videns bagage - f.eks. hvor mange partier der er i Folketinget. »Vi troede, at de vidste mere, end de gjorde. Men det var overraskende få, der kunne det med partierne. Nogle gættede på 22 partier, det er jo rimeligt chokerende. Og dem, som mente, at vi skulle lære kongerækken udenad, var dem, som ikke kunne svare selv på spørgsmålet om Christian IX«, siger en af eleverne, Melanie Holm. Hva' for noget SMS? Mens tre ud af fire unge ved, at Drengene fra Angora står bag slagsangen 'Team Easy On', gælder det kun for 30 procent af 'de voksne'. De ældre er heller ikke skrappe til at sende en SMS; det kan kun 55 procent finde ud af - 16 procent ved ligefrem ikke, hvad det er - hvorimod samtlige unge mestrer mobiltelefonen til perfektion. 80 procent af de unge svarer, at www står for world wide web - det vidste kun 62 procent af de voksne. Til gengæld kneb det vældigt for både unge og ældre med at svare, at det er Michael Moore, der har instrueret 'Fahrenheit 9/11'. Det kunne hver femte. Tankevækkende Samfundsfagslærer Ole Østergaard kalder undersøgelsen tankevækkende. »Når man har lavet alle de her undersøgelser om unges viden, er der altid en skjult dagsorden om, at de ældre ved alt det, som de unge ikke ved. Men det her viser jo, at deres almene viden og paratviden ikke er så meget bedre end de unges. Enhver generation har sin viden og færdigheder«, siger Ole Østergaard. Ubekymrede bedsteforældre Eleverne har også spurgt til, om man var bekymret for ungdommen. 56 procent udtrykker bekymring over ungdommens åndelige habitus eller mangel på - og det fremgår, at de mest bekymrede er dem, som selv lige har været unge. »Måske bedsteforældrene ser lidt mere ubekymret på deres børnebørn, fordi de som ældre erkender, at det altid har været sådan, at man er bekymret på ungdommens vegne«, siger Ole Østergaard. Han har undervist i 26 år og mener selv, at nutidens elever kan langt mere, end da han selv gik i gymnasiet i 1960'erne. De er også mere entusiastiske og engagerede. »Jeg er ikke bekymret på deres vegne, overhovedet ikke. Jeg synes faktisk, at vores elever kan mange ting. Måske er det ikke lige paratviden, men f.eks. de færdigheder, de har i it nu om stunder, det bliver de aldrig testet i. Det er kun sådan meget traditionel viden. Det er ikke, fordi jeg vil forfalde til at sige, at de kan hente det hele på internettet - de bør have en paratviden - men det ændrer sig hele tiden, hvad der er brug for«, siger Ole Østergaard. Viden går tabt Lektor Gorm Haste fra statskundskab på Aarhus Universitet mener, at det kan give problemer, at generationer ved noget forskelligt. Han stod bag en undersøgelse blandt 192 statskundskabselever, der afslørede store huller i deres historiske paratviden i august - hvilket fik ham til at konkludere, at »for 25 år siden ville folkeskoleelever kunne have svaret acceptabelt på den type spørgsmål«. »Det er en interessant diskussion, om vi har kontinuitet mellem generationernes viden. Der kan jo ske misforståelser, når unge betjener sig af forskellige typer udtryk knyttet til computere og underholdning, som de ældre ikke forstår. Det kan give problemer på arbejdspladser«, siger Gorm Haste og peger på, at megen viden går tabt. F.eks. ved unge i dag ikke meget om produktion af fødevarer eller håndværk. Gorm Haste er dog ikke bekymret over resultaterne fra elevernes undersøgelse. »Det ville være et problem, hvis det var gymnasielærere, der ikke vidste, hvor mange partier der er i Folketinget. Og tilsvarende med computerviden. Man kan ikke bebrejde pensionister for ikke at vide noget om computere. Det er inderligt ligegyldigt for dem. Vi skal ikke generalisere med de test - vi kan jo ikke afkræve den brede befolkning at vide det, vi forudsætter ved forelæsninger på universitetet. Men derfor er der jo mange, der synes, det er meget sjovt, og hygger sig med at slå hinanden i hovedet med dem«, sige Gorm Haste.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her