EU-Parlamentet siger ja til forfatningen

Modstandere af forfatningen gjorde før afstemningen opmærksomme på deres holdning. - Foto: AP
Modstandere af forfatningen gjorde før afstemningen opmærksomme på deres holdning. - Foto: AP
Lyt til artiklen

EU's grundlovstraktat har fået et rygstød med på vejen forud for folkeafstemningerne i mindst 10 af medlemslandene i de kommende måneder. Under en afstemning i Europaparlamentet i Strasbourg fik forfatningen støtte fra 500 parlamentarikere, mens 137 stemte imod. 40 undlod at stemme. Ja'et vurderes at få stor symbolsk betydning, når befolkningerne i de enkelte lande i EU skal stemme om spørgsmålet. Magt fra nationerne Den forudgående debat genoplivede de gammelkendte fronter, sædvanen tro tilføjet lokale og nationale tilsnit. En katolsk parlamentariker fra Polen efterlyste en klarere rolle for kristendom, mens en catalansk kollega bekymrede sig om mindretalssprogenes rolle. Britiske og danske traktatmodstandere fremførte argumentet om, at EU-systemet nu tilraner sig magt fra de nationale demokratier. »Kampen mod EU-grundloven er en kamp for demokratiet. Den agter vi at vinde uden for dette hus«, sagde EU-parlamentariker Ole Krarup, mens Mogens Camre (DF) i sit indlæg sagde, at »med denne forfatning fratages landene deres suverænitet«. Mod misbrug af argumenter Traktattilhængere afviste blankt denne tolkning. »Den (traktaten, red.) respekterer de nationale grundlove. Det er godt at få et rimelig læsbart og smidigt dokument«, sagde Anders Samuelsen (R) fra den liberale gruppe, hvis tidligere interne splittelse synes væk. Europaparlamentariker Poul Nyrup Rasmussen (S) ser onsdagens afstemning som et afsæt for jasiden forud for de kommende måneders folkeafstemninger i mindst 10 EU-lande, første gang i Spanien 20. februar. Allerede nu har socialdemokrater ifølge Nyrup Rasmussen startet et fælleseuropæisk netværk for »at imødegå misbrug af argumenter« under de nationale valgkampe. Efter Socialistisk Folkepartis 'ja' er der både i S, R og V fortrøstning forud for den kommende danske folkeafstemning. Ja fra de grønne Også EU-parlamentets grønne gruppe stemmer ja ifølge gruppeleder Daniel Cohn-Bendit. Han bebudede, at de grønne straks efter den endelige vedtagelse vil stille ændringsforslag til forfatningen. Den skal gøres mere »social«, tilføjede han til Ritzau. Forfatningen skal godkendes af samtlige 25 lande for at træde i kraft. Traktaten skal til folkeafstemning i Spanien den 20. februar. Senere følger blandt andet Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her