Hellere mere danskundervisning. Sådan lyder undervisningsminister Ulla Tørnæs' afvisning af et socialdemokratisk forslag om skoleundervisning på to sprog. Det er den århusianske skolerådmand, Torben Brandi (S), der har bragt ideen til torvs: Når nu PISA-undersøgelser har vist, at mange tosprogede sakker bagud i folkeskolens undervisning, hvorfor så ikke prøve at undervise børnene både på dansk og på deres modersmål, foreslår skolerådmanden, der tager afsæt i østrigske erfaringer samt en amerikansk undersøgelse. Bedre eksamen Undersøgelsen af 200.000 amerikanske børns skolegang viser, at børn, der bliver undervist på både deres modersmål og engelsk får bedre afgangseksamen end børn, der kun hører engelsk. Torben Brandi har bedt undervisningsministeren om en dispensation, så en århusiansk folkeskole som et forsøg kan få lov at undervise en årgang af arabisk-sprogede børn på arabisk i en tredjedel af deres skoletid. God ide, lyder det fra nogle af de danske skoleledere, der har flest tosprogede børn. »Det kan lyde som en omvej at undervise på begge sprog, men jeg tror, at det er en genvej«, siger inspektør Henrik Borre Larsen fra Bispebjerg Skole i Københavns Nordvestkvarter. Skolen har, som han siger, »ikke så meget et problem med, at 82 procent af børnene er tosprogede, men det er et problem, at vi kun har 18 procent med ét sprog«. Begrebsverden Henrik Borre Larsen understreger, at Århus-ideen vil koste ressourcer til lærerkræfter, men at eleverne til gengæld hurtigere vil få udvidet deres danske begrebsverden og lettere få deres forældre inddraget i skolelivet. »Hvis jeg for eksempel i matematik beder eleverne tage deres passer, og de samtidig hører på arabisk, at det hedder en passer, så falder tingene nemmere på plads«, mener han. Også skolelederen fra den århusianske skole med flest tosprogede børn, Nordgårdsskolen, er begejstret og har tilbudt at lægge skole til forsøget. Nej fra Tørnæs Men undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) afviser at give den nødvendige dispensation og er imod, at der undervises på andre sprog end dansk i folkeskolen. I Århus Kommunes skole- og kulturudvalg vil partifælle, Gert Bjerregaard, ikke afvise, at tosprogede børn med særlige problemer kan have fordel af tosproget undervisning, men kun som en undtagelse, siger han. De negative toner anfægter ikke Torben Brandi. Når ministeren får læst ansøgningen, vil hun »sige juhuu«, mener han: »Metoden er gennemprøvet og evalueret i Østrig og USA, og netop evaluering plejer ministeren jo at være glad for ... Det må vel også gælde inden for integration«, siger skolepolitikeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























