Antallet af passagerer i Metroen stiger støt og er blevet 70 procent større i forhold til 2003. Alligevel kom Ørestadsselskabet ikke ind i det nye år med helt så gode tal, som det var forventet. I alt har der været 34 millioner passagerer i Metroen i 2004 mod 20 millioner i 2003, men dermed nåede Ørestadsselskabet ikke op på de forventede 36 millioner og opnår dermed et 'underskud' på passagerer på 5,5 procent. 44 procent stigning November og december er de første måneder, der direkte kan sammenlignes med sidste år, idet etape 2B fra Frederiksberg til Vanløse blev åbnet i oktober 2003. Fra december 2003 til december 2004 er passagertallet vokset med 44 procent til 129.000 på en almindelig decemberdag. »Selvfølgelig er det utilfredsstillende, at vi ikke nåede de forventede 36 mio. passagerer. Men vi må se i øjnene, at det er svært at ramme rigtig, når ændringerne mellem årene er så store, som de er de første år af et nyt trafiksystems liv«, siger viceadministrerende direktør i Ørestadsselskabet, Anne-Grethe Foss, der glæder sig over, at metrotogene efterhånden altid kører til tiden og dermed har lagt den første tids børnesygdomme bag sig. De seneste syv måneder har Metroen kørt med 98 procents driftspålidelighed. I 2005 forventer Ørestadsselskabet 44 mio. passagerer i Metroen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























