En række kiosker har ikke fjernet Se og Hør fra hylderne - men tværtimod solgt rub og stub. De har nemlig ikke fået besked fra Se og Hør eller Allerkoncernen om, at de trak oplaget på knap 200.000 tilbage i torsdags, fordi forsiden med et nærbillede af opsvulmede lig i den grad stødte kunder og butikskæder. Ejeren af kiosken Kihoskh på Vesterbro, Keld Pedersen, hørte intet fra Se og Hør hverken fredag eller torsdag. Og et besøg ved tre kiosker på Østerbro afslørede, at heller ikke de havde fået nogen beskeder. De kunne i stedet melde alt udsolgt på rekordtid. »Det virker enormt letkøbt, at de siger, at de trækker bladet tilbage, og så sker der ikke noget. Hvis man melder sådan noget ud, så skal man handle på det. Ellers er det jo fuldstændigt omkostningsfrit«, siger Keld Pedersen. Fik leveret nye blade Fredag fik han leveret nye blade fra Allerkoncernen, og heller ikke der var der et brev med om Se og Hør eller krav om at levere Se og Hør tilbage. Forlagsdirektør og medlem af Allerkoncernens direktion, Per Ingdal, som er ansvarlig for distributionen, siger, at Aller gjorde alt, hvad de kunne, og straks sendte mail og fax ud til alle butikskæder og handelssammenslutninger. De små kiosker har de dog ikke forsøgt at nå - de burde ifølge Per Ingdal have hørt det i medierne. »Det kan være svært at komme ud i de allermindste afkroge, hvor det blad bliver solgt. Vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt, og det er forkert at klandre os for ikke have gjort, hvad vi kunne«, siger Per Ingdal, som afviser, at Se og Hør har spekuleret i det. »Vi har ikke haft en skjult dagsorden om bare at gå ud og sige det og så alligevel ikke trække bladet tilbage. Vi ønsker ikke, at folk skal få fingrene i det her blad, fordi det har bragt så voldsomme reaktioner. Vi har ikke kunne gøre mere«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























