Det var et voldsomt og målrettet røveri, der i aftes ramte et ægtepar, der sad i deres hjem i Århusforstaden Hasselager. Kriminalpolitiet mener, at gerningsmændene på forhånd havde udset sig parrets våbensamling. Både mand og kone er medlemmer af en skytteklub og opbevarede deres våben i et pengeskab i huset. Tre mænd tvang med pistoler og knive parret til at udlevere nøglerne til pengskabet, så de kunne forsyne sig med de fire-fem pistoler til konkurrencebrug, som blev opbevaret i hjemmet. Samtidig tog de også en værdifuld møntsamling og en håndfuld guldsmykker med sig. Det lykkedes kort efter manden i huset at få sin ene arm fri, så han kunne ringe til alarmcentralen, og senere stoppede en patruljevogn en bil med tre unge mænd i, der passede til signalementet af røverne. Århus Politi var mandag formiddag fortsat ved at afhøre trioen.
Ægtepar bundet af voldsomme røvere
Lyt til artiklen