Vesjyske landmænd kæmper for nationalpark

Søren Christensen har taget konsekvensen af de nye grønne tider fuldt ud: Fra at malke klokken 4, 8 og 11.30 hver dag har han nu kun kødkvæg, der hjælper staten med at græsse engene.   Foto: Rasmus Baaner
Søren Christensen har taget konsekvensen af de nye grønne tider fuldt ud: Fra at malke klokken 4, 8 og 11.30 hver dag har han nu kun kødkvæg, der hjælper staten med at græsse engene. Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Lad os bare sige det, som det er: Det er ikke medspil, der har præget landbruget i Skjern Å-sagen. Ikke hidtil i hvert fald. Men strømmen i det vestjyske åsystem er ved at vende: Hvor landmændene forrige år kunne have åndet lettet op og spændt traktoren for lænestolen, da den tidligere miljøminister opgav at udlægge deres marker til nationalpark, har de gjort det modsatte. Følg toget I dag ser man i stedet landboforeningerne og nogle af egnens betydelige landmænd deltage aktivt i naturarbejdsgrupper for at se på mulighederne for netop det: en stor vestjysk nationalpark, der kan binde den nyslyngede Skjern Å sammen med resten af ådalen, Tipperne, Værnengene, hedeområderne og Danmarks eneste floddelta ud mod Ringkøbing Fjord. »Vi har simpelthen været nødt til at tage et valg: Vi kan følge toget - eller stå af«, forklarer en af de kvægavlere, der bor ved Skjern Å, og som er stået på og er aktiv i det nye lokale samarbejde om en nationalpark. Søger indflydelse Søren Christensen, der er med i arbejdsgruppen om natur og landskab, understreger, at det ikke er, fordi han pludselig er blevet mere begejstret ved tanken om eventuel vild natur i en bygmark. »Vi kan bare ikke blive ved at sige nej. Det er bedre at være med i diskussionen og få indflydelse på, hvad der sker«, siger landmanden, hvis kødkvæg græsser på engene lige uden for stuevinduerne i noget, der minder om et guldaldermaleri lige her på randen af det, der kan blive til nationalpark. Den lokale skovrider fra Oksbøl Statsskovdistrikt har bemærket »det gode fodslag«, og erhvervsmanden Hans-Ole Jessen, der også deltager i det nye samarbejde, oplever det meget positivt og konstruktivt. »Alle er vel lidt bange for, hvad det kan føre med sig, at man bliver udlagt til nationalpark. Må man have industri, må man udvide sit landbrug? Men hvis man er med, kan man jo forklare, hvorfor det er vigtigt, at der tages hensyn til lokale ønsker«, siger Hans-Ole Jessen. Sjældne fugle Han mener, at 90'ernes store naturgenopretning af ådalen har skabt så meget smuk natur og lokket så mange sjældne fugle til, at det i sig selv har været med til at rejse nye, begejstrede vinde. I 2003 opgav daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) ellers tanken om en eventuel nationalpark i ådalen. Men Friluftsrådet spædede til med penge til pilotprojekter for ikke at risikere, at så omfattende et naturområde bare blev opgivet som mulig nationalpark, uden at der overhovedet var sonderet terræn. For de penge undersøger lokale myndigheder, miljøorganisationer, landmænd og erhvervsfolk nu fremtidsmulighederne i fire arbejdsgrupper. En chance til naturen Og landbruget er med. Som formanden for Vestjysk Landboforening, Andreas Bjerregaard, siger: »Vi har jo ikke sagt ja endnu, men det skal have en chance. Vi vil gerne være med til at finde ud af, hvilke konsekvenser en nationalpark kan få for landbruget«. Nogle af Bjerregaards medlemmer er imod hans åbenhed, men selv mindes han alt for tydeligt modstanden, landbruget prøvede at yde, da Skjern Å skulle naturgenoprettes: »Det fik vi ikke meget ud af i forhold til indsatsen«, vurderer han. Indflydelse er gevinsten Rundt i hjørnerne af Ringkjøbing Amt hviskes der om, at det nye medspil har fået næring af, at socialdemokratiske Svend Auken er skiftet ud med mere landbrugsvenlige efterfølgere på ministerposten. Men tingene kan være meget enklere end som så, mener Friluftsrådets amtsformand, Niels-Erik Jørgensen. »Landmændene spiller med for at få indflydelse«, lyder hans vurdering. Vestjysk Landboforening er da også kun med, så længe landbruget ikke taber på det. Som kvægavler Søren Christensen siger med et skævt smil: »Skal vi åbne vores marker, må vi have erstatning. Vi er jo ikke vestjyder for ingenting«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her