Antallet af savnede danskere efter flodbølgen i Asien er nu 57 - tre færre end tirsdag formiddag. I løbet af i dag er navnene på i alt 14 danskere blevet fjernet fra listen, mens der til gengæld er kommet fem nye navne på listen over savnede danske statsborgere. Der er stadig ikke identificeret flere danskere blandt de omkomne, som stadig er syv. Se politiets reviderede liste her Rigspolitiet arbejder sideløbende på at gennemgå en liste på op mod 100 personer, der muligvis også kan være savnet. Her er der tale om en række af navne eller oplysninger, som det endnu ikke er lykkedes politiet at få kædet sammen med danskere fra cpr-registeret. Især to sager Især to af danskerne på den offentliggjorte liste over savnede har i øjeblikket politiets interesse. Det drejer sig dels om den 3-årige Oliver Wedell Persson fra Rødovre, der muligvis blev afhentet af ukendte personer på et hospital i Thailand, hvor hans far og bedsteforældre nu leder efter ham. Desuden drejer det sig om den 74-årig Jacob Julius Nissen fra Sønderborg, fordi man på billeder på en thailandsk hjemmeside kan se 'J. Nissen' skrevet på mærket ved et lig. »Vi har politifolk i gang med at undersøge de to sager, mens ellers har vi ikke yderligere kommentarer«, siger Rigspolitiets kommunikationsrådgiver Niels-Otto Fisker til Ritzau. Ny database De thailandske myndigheder har nu etableret en fælles database, som indeholder oplysninger om de savnede fra alle de lande, der har mistet statsborgere ved naturkatastrofen. Alle informationer om særlige kendetegn hos de lig, der er blevet undersøgt, bliver nu kørt igennem databasen. Hvis eksempelvis en tatovering eller et smykke giver et match, kan de thailandske myndigheder gå ind og udstede en dødserklæring. Derefter kan myndighederne i det land, som den afdøde kom fra, henvende sig til thaierne og få de nødvendige tilladelser til eventuelt at føre liget ud af landet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























