Grønlænderne taber tænderne

Lyt til artiklen

Tænderne hos børn og unge i Grønland er i en elendig forfatning, og hos de voksne ser det ikke bedre ud. Tænderne rasler bogstaveligt talt ud af munden på grønlænderne. Problemet er så stort, at der nu ligger et forslag om tilsætning af fluor til det salt, der sælges i Grønland. Samtidig arbejder man med en strategiplan for forebyggelse, der især skal rette sig mod børn og unge. Også blandt børn Problemets omfang dokumenteres i en undersøgelse, som er foretaget i samarbejde mellem Tandlægeskolen på Københavns Universitet og Direktoratet for Sundhed i Grønland. I Qasigiannguit (Christianshåb) og Qeqertarsuaq (Godhavn) har tre ud af ti voksne mellem 40 og 60 år overhovedet ingen af deres egne tænder tilbage. Og går man til børnene, har de 6-årige i Grønland i gennemsnit 13 tænder, som er angrebet af caries (huller, red.), mens det tilsvarende tal i Danmark kun er 2. De 15-årige, som har fået deres blivende tænder, har i Grønland 10 tænder med huller, og et par stykker af dem er trukket ud af samme grund. I Danmark har de 15-årige kun huller i 3 tænder, og ingen er trukket ud. »Grønland er en sort plet på tændernes landkort«, siger professor Poul Erik Petersen, Tandlægeskolen. »Og tandsygdommene udvikler sig så hurtigt og massivt, at behandlingssystemet ikke kan følge med. Men først og fremmest handler det om at satse mere på forebyggelse«. Børn bliver væk Grønland har gratis tandpleje på offentlige klinikker, hvis målgruppe især er børn og unge, men mange bliver ifølge Poul Erik Petersen væk fra de regelmæssige undersøgelser. Årsagen til de mange dårlige tænder skal findes i en kombination af usund kost og dårlig tandhygiejne. Grønlandske børn spiser mere slik og drikker mere sodavand end deres jævnaldrende i Danmark. Og børster mindre tænder. Den dårlige tandhygiejne har de hjemmefra. Undersøgelsen af tænderne hos de voksne i de to distrikter viste, at kun fire ud af ti voksne grønlændere børster tænder to gange om dagen mod syv ud af ti voksne danskere. Flere tandplejere Cheftandlægen i Grønland, Finn Mathiassen, bekræfter, at det ser dårligt ud med tandhygiejnen i Grønland. »Det slår alt, hvad jeg har set tidligere, og det er et problem, vi er nødt til at gøre noget ved«. »Vi kan ikke behandle os ud af problemet. Et af redskaberne er en udbygning af gruppen af tandplejere, som står for den forebyggende tandpleje i Grønland«, siger Finn Mathiassen. Han håber, at forslaget om at tilsætte fluor til almindeligt bordsalt bliver vedtaget. Forslaget ligger i øjeblikket i Sundhedsdirektoratet, men vil formentlig også kræve en politisk godkendelse, mener cheftandlægen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her