Amter flytter huller fra budgettet til vejene

Lyt til artiklen

Nordjyllands Amt skærer næste år driftsbudgettet til vejene ned fra 113 til 98 millioner kroner, og er langtfra det eneste amt, der sparer. Der er faktisk kun fire amter, som sætter flere penge af til vedligeholdelse af amtsvejene, viser Politikens rundringning til de 13 amter. 'Vi er ikke ligeglade' »Vi har skåret i vedligeholdelsen for at få budgettet til at hænge sammen, men det er et brud på mange års mantra om at bruge flere penge på at passe på vores værdier. Det er ikke, fordi vi er ligeglade med vejene«, siger amtsborgmester Orla Hav (S) fra Nordjylland. Om to år forsvinder amterne fra Danmarkskortet, og så skal de fremtidige storkommuner og staten overtage de 10.000 kilometer amtsveje. Derfor er amterne kommet under mistanke for at lade hånt om de kedelige vedligeholdelsesopgaver. »Jeg har godt hørt beskyldningerne, men det passer ikke«, siger Orla Hav. Kraftige nedskæringer Ikke desto mindre viser Politikens opgørelse, at fem har skåret kraftigt på budgettet til at reparere veje næste år, og fire har valgt ikke at følge den almindelige prisudvikling og holder stort set samme niveau. Bilisterne kan med andre ord regne med flere bump, klonk og gada-gung'er på amtsvejene i de kommende år, og det kan også gå ud over trafiksikkerheden. »Amtsveje er oftest landeveje, og landeveje er de mest usikre veje, hvor omkring halvdelen af de danske trafikdrab sker. Så det her er skidt«, siger Rene la Cour Sell, direktør for Rådet for Større Færdselssikkerhed. 'Under al kritik Organisationen Danske Sælgere er enig: »Det er under al kritik - også fordi man ikke kan regne med, at kommunerne retter op på problemet, når de får vejene. De fokuserer traditionelt på den mere borgernære service«, påpeger pressechef Michael Krag fra Danske Sælgere. Han henviser til, at amtsvejene i dag er i noget bedre tilstand end kommunevejene. Sidstnævnte er ifølge Vejdirektoratet og trafikkonsulenter i gennemsnit 26 år gamle og har et efterslæb i vedligeholdelse på omkring 10 milliarder kroner. Billigere asfalt Amtsvejenes relativt gode standard er da også en del af amternes begrundelse for at spare på budgetterne. Andre forklarer sig med, at man benytter de relativt lave asfaltpriser til i stedet at få gang i anlægsarbejde. Sådan lyder forklaringen netop i Københavns amt, hvor den tekniske direktør peger på, at der er flyttet penge fra vedligeholdelseskontoen til anlægsarbejder på Ring 3, som er nødvendige i forbindelse udvidelsen af ringmotorvejen. »Vi har generelt en god standard på vores veje. Der kan da godt være nogle steder, som nogen ville kunne slå ned på, men vi har fået indhentet de efterslæb i vedligeholdelse, som vi havde for ti år siden«, siger teknisk direktør Jørgen Gettermann, Københavns Amt. Både Danske Sælgere og Dansk Vejforening opfordrer kommuner og stat til at sikre sig, at amtsvejene overdrages i ordentlig tilstand. Research: Nikolaj Beuschel

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her