Danske ferierejsende trodser katastrofe i Phuket

Tina Olsen (forrest), Karina Pedersen og Steen Pedersen valgte i går at tage på ferie til det katastroferamte Phuket i Thailand.   Foto: Thomas Borberg
Tina Olsen (forrest), Karina Pedersen og Steen Pedersen valgte i går at tage på ferie til det katastroferamte Phuket i Thailand. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

»Ja, vi skal til Phuket«, bekræfter Karina Pedersen. Hun står i Københavns Lufthavn og er ved at tjekke ind hos Thai Airways med destination Bangkok. Sammen med tre andre rejser hun videre fra Bangkok til det populære feriested Phuket, der søndag blev ramt af det værste jordskælv i 40 år. Hele strande er skyllet væk, og antallet er omkomne og forsvundne stiger stadig. Men Karina Pedersen og hendes rejsefæller har ikke et øjeblik overvejet at aflyse rejsen. »Vi har ventet på den et helt år«, siger hun og tilføjer: »Og vi skal ikke til Patong, hvor det skulle være værst, men til Kata«. Munter stemning Hun fortæller, at det hotel, de skal bo på, så vidt de er blevet oplyst, er i god stand, men at de da godt ved, at biler er slynget op på tage, at der er problemer med elektriciteten og mudder over det hele. »Men der er nok også en kold fadøl et sted«, siger vennen, der påstår, at han hedder Basse Sele. Rejsefællerne fniser. »Har de ikke fortalt dig, at du skulle lade strandtasken blive hjemme«, siger Tina Olsen og peger på venindens kurvetaske. »Du skulle have haft en pool-taske med i stedet«, spøger hun. Vælger ny destination Et andet sted i køen er stemningen mindre munter. Familien Henriksen skulle have været af sted til Phuket fra Malmø, men valgte ligesom samtlige andre i køen at aflyse, da de blev informeret om den alvorlige situation på Phuket. Nu rejser de to voksne og tre børn i stedet til Bangkok og muligvis videre til feriestedet Hua Hin syd for Bangkok, der ikke er ramt af flodbølgen. »Det fatter jeg overhovedet ikke«, siger Jeanette Henriksen, da hun hører, at der er gæster i køen, der er på vej til Phuket. Rejser aflyst 40 mennesker havde meldt fra til dagens afgang til Bangkok. Heraf havde størstedelen planlagt at rejse videre til Phuket, fortæller Jette Møller, stationschef for Thai Airways. »Vi har hele formiddagen oplyst agenter på de forskellige rejsebureauer, at vi refunderer pengene for rejsen. Det er op til folk selv, om de vil rejse. Vi kan kun oplyse dem om omstændighederne«, siger hun. Både Star Tour og My Travel aflyster deres afgange til Phuket og har også annulleret de kommende afgange. Alle, der skulle have været af sted, får refunderet deres penge. »Lige nu drejer det sig om at få folk hjem«, oplyser Star Tours presseansvarlige, Fie Sandfeldt. Star Tour har i øjeblikket omkring 200 gæster på Phuket og havde kontakt med omkring 90 procent af dem, oplyste Fie Sandfeldt. De savnede opholdt sig først og fremmest i området Khaolak. Rejsebureauet har kontakt til alle sine turister på Sri Lanka. Ekstra fly TUI Nordic, som Star Tour er en del af, har sat tre ekstra fly ind, der skal transportere de mange nordiske turister, der gerne vil hjem fra Phuket før tid. Flyene letter fra Phuket i morgen aften. »Vi vil koncentrere os om at finde alle gæsterne og om de pårørende herhjemme, der har stort behov for information. Det er også af hensyn til dem, der skulle have været af sted, når vi ikke gennemfører rejserne, fordi vi ikke kan tilbyde dem den normale service«, siger Bjarne Hornbek, koncerndirektør i My Travel, der i går også forsøgte at skaffe ekstrafly til de turister, der gerne vil hjem. My Travel har i alt 450 turister på Phuket og cirka 100 på Sri Lanka. Selskabet havde kontakt med omkring 80 procent af gæsterne i Thailand. Mens alle på Sri Lanka meldes i god behold. Tirsdag ankommer de første charterfly som planlagt til Danmark efter katastrofen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her