Første fly med ofre hjemme fra katastrofeområde

Lyt til artiklen

Gensynsglæden var stor, da knap 326 danske, norske og svenske hjemvendte turister fra de katastroferamte feriesteder i Thailand blev forenet med familie og venner i Københavns Lufthavn. Udover familierne stod også et større beredskab af politi, læger, ambulancer og en enkelt præst parat til at tage imod de hjemvendte. Ikke brug for lægehjælp Ingen havde brug for lægehjælp, men enkelte var lettere tilskadekommende. Til gengæld stod rædslen stadig malet i mange af ansigterne. En svensk familie på fire havde tæpper og håndklæder over sig, da de trådte ind i Vilhelm Lauritsens lufthavnsterminal i Københavns Lufthavn, hvor de pårørende ventede. De græd hjerteskærende, da de omfavnede et familiemedlem, som var kommet for at hente dem. Familien overlevede, da flodbølgen ramte deres feriested Khao Lak, men mistede alt, hvad de havde haft med. Oplevelsen havde været så voldsom, at familien ikke kunne snakke om det. Familie blev revet med Også en dansk familie på fire overlevede mirakuløst, da flodbølgen ramte Khao Lak. »De var på stranden, da det skete«, fortæller et familiemedlem, der var kommet for at hente dem. »De blev alle fire revet væk med bølgen, og der gik fem timer før familien havde fundet hinanden igen, men de var utroligt heldige. Ingen kom alvorligt tilskade«, fortæller han til Ritzau. Inden passagererne kunne få lov til at forlade lufthavnen skulle de afgive en forklaring til politiet. Flere af dem havde mistet deres pas, og derfor var politiet nødt til at fastslå deres identitet på anden vis. Kaos i Thailand Alt er kaos i lufthavnen i Phuket i Thailand, fortæller salgsdirektør i Star Tour Stig Elling. »Situationen i lufthavnen er kaotisk, og vi har mistet overblikket. Man har opgivet at tjekke folks pas, og man prøver bare at få turisterne hjem. Desværre lykkedes det ikke at få flyet fyldt helt op, der var 40 tomme sæder«, fortæller Stig Elling til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her