Da politiet overtog opgaven fra Udenrigsministeriet med at få identificeret de 419 savnede danskere, var det samtidig startskuddet til et af de største stykker politiarbejde, dansk politi har været i gang med under fremmede himmelstrøg. Ved siden af politiets generelle opfordring til pårørende om at henvende sig med oplysninger, besluttede Rigspolitiet en række yderligere tiltag for at få sporet de mange danskere i Thailand, Indonesien, Sri Lanka og andre steder i Sydøstasien, der endnu ikke har givet lyd fra sig. Samarbejde med mobilselskaber Politiet har ifølge chefkriminalinspektør Frank Jensen bedt samtlige danske mobiloperatører om at gemme alle oplysninger med opkald fra de savnede fra 23. december til og med 3. januar. Operatørerne er også blevet bedt om at sende en sms-beskeder til samtlige danskere, der er registreret i området. Disse beskeder skal indeholde en opfordring til modtagerne om at kontakte myndigheder eller pårørende. Desuden besluttede politiet at fordoble den danske politiindsats i Thailand. Yderligere tre specialuddannede politifolk, en retsmediciner, en retstandlæge og en kapelmedarbejder vil fra i dag være operationsklar i Phuket. Samlet har dansk politi så ti medarbejdere i det såkaldte Disaster Victim Identification-team. 'Kæmpe politiaktion' Herhjemme regner politiet om få dage med selv at gå i gang ved telefonerne for at komme i kontakt med de pårørende, som endnu ikke har givet lyd fra sig, oplyser Frank Jensen. »Der er tale om en kæmpe politioperation, som vi ikke har set før i den skala«, siger han. Ikke før 2. eller 3. januar regner Rigspolitiet med at have et skudsikkert overblik over antallet af døde og savnede. Til den tid ventes mange af de nye oplysninger at være blevet behandlet, ligesom flyselskabernes første store bølge af hjemtransporter vil være overstået. Arbejdet med at identificere de mange savnede danskere vil i høj grad bygge på de oplysninger, som de pårørende i de kommende dage stiller til rådighed for politiet. Personoplysninger om f.eks. tatoveringer, smykker, modermærker og lignende kan ifølge politiet få stor betydning. Fredag formiddag regner politiet samtidig med at have et første overblik over, hvor mange danskere, der henvendte sig til landets politikredse. Ved 19-tiden havde opfordringerne til at anmelde savnede resulteret i tre efterlysninger i Ålborg og Århus, mens politiet i Odense ifølge vagthavende Erik Skov modtog tre henvendelser fra borgere, der fortalte, at de havde været i kontakt med deres pårørende. Mindehøjtidelighed søndag Hos Københavns Politi har man intet samlet overblik. Regeringen besluttede af afholde en officiel mindehøjtidelighed i Vor Frue Kirke for at mindes ofrene for naturkatastrofen. Højtideligheden finder sted på søndag klokken 14.00 med deltagelse af blandt andre Dronning Margrethe, Prins Henrik, kronprinseparret og regeringen. Kirken vil være åben for offentligheden fra 12.30 til 13.15.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























