Mindre end tre måneder efter at Danmark indførte et nyt pas, skal det ændres. EU's ministerråd har netop besluttet, at medlemslandenes pas skal udstyres med elektronisk gengivelse af fotoet og fingeraftryk. Justitsministeriet forventer, at EU fastlægger den tekniske løsning i løbet af januar eller februar. Oplysninger i chip Derpå har landene i Schengensamarbejdet halvandet år til at forberede indførelsen af det elektroniske foto og tre år til fingeraftrykket. Oplysningerne lægges ind i en chip, som støbes ind i plastikken omkring passets side med personoplysninger. Når passet holdes hen over et læseapparat i paskontrollen, kommer billedet op på en skærm. Det giver en ekstra sikkerhed mod forfalskning, når ansigtet kan genkendes elektronisk. Klar til ændring »Justitsministeriet regner med at indføre ansigtsgenkendelsen inden sommeren 2006«, oplyser fuldmægtig Kristian Braad Jensen. Systemet med fingeraftryk ventes tilsvarende på plads inden begyndelsen af 2008. Det nye danske pas er forberedt til ændringen, så der er plads til at indbygge en chip med de såkaldt biometriske oplysninger. De skal kun indgå i pas, der udstedes efter ændringen. Alle gamle pas vil fortsat kunne bruges, indtil deres gyldighedsperiode udløber. EU har også besluttet at indføre tvungen stempling af alle pas, der tilhører personer uden for EU og landene i Schengenaftalens samarbejde om grænsekontrol. Hidtil er passene ikke blevet stemplet systematisk i paskontrollen i de danske lufthavne. »Stemplingen skal sikre en bedre kontrol med personer, der kommer på korttidsophold. I dag har vi ikke rigtig nogen mulighed for at kontrollere, om de opholder sig her længere, end de har lov til. Vi regner med at indføre stemplingen i sensommeren næste år«, siger kontorchef Henrik Ankerstjerne fra Integrationsministeriet, der har stået for forhandlingerne i EU.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























