Først går det helt, som det skal. Fødslen går i gang til tiden. Men for hver anden førstegangsfødende kvinde kommer der derefter gang i prikkeriet. Jordemødre eller læger vurderer, at veerne er for svage, og der lægges drop, prikkes fosterhinde eller gives akupunktur. Alt sammen med det formål at sætte skub i fødslen. Hvorfor det er nødvendigt at hjælpe så mange, der af sig selv er gået i gang med at føde, forsøger jordemoder og ph.d.-studerende Hanne Kjærgaard fra Rigshospitalets Juliane Marie Center at finde svar på. Hun er projektleder for Ve-projektet, der stiler mod at få 2.000 førstegangsfødende kvinder til at svare på et spørgeskema før og et efter fødslen. Stigning over ti år Stigningen til det nuværende niveau er sket over ti år, og Hanne Kjærgaard fik selv øje på den for tre år siden, da den foregik for øjnene af hende på Hvidovre Hospital, hvor hun var ansat som chefjordemoder: »Jeg kunne se, at der skete en systematisk stigning, ikke bare hos os på Hvidovre, men også på andre fødesteder. Jeg forsøgte at finde svar i faglitteraturen på hvorfor, men fandt ud af, at der ikke var nok viden«. Der er flest af de førstegangsfødende på de store fødesteder, som får stimuleret veerne, men de geografiske forskelle er ifølge Hanne Kjærgaard ikke markante. Og alle steder har stadig flere fået ve-stimulering. »En lang fødsel er ikke nødvendigvis en dårlig fødsel, og når man går ind og giver ve-stimulering, griber man ind i livmoderens eget ve-mønster. Omvendt kan en lang fødsel være for stor en belastning for såvel mor som barn, og så er ve-stimulering en god hjælp«. Fokus på adskillige områder Projektet vil forsøge at afklare, om alder, arbejde, boligsituation og livsstil har sammenhæng med svage veer. Eller måske spiller det ind, hvor godt kvinden kender jordemoderen? Hvor langt hun er i fødslen, når hun kommer til fødestedet? Om hun er bange for at føde, eller hvordan hun oplever smerten, og hvilken form for smertestillende behandling, hun får? Det vil også blive undersøgt, hvorfor det i det enkelte tilfælde vurderes af læger og jordemødre, at der er brug for ve-stimulering. »Jeg tror ikke, at jeg finder en enkelt hovedårsag til stigningen, men hvis jeg finder nogle, håber jeg, at det er nogle af dem, der kan gøres noget ved«, siger Hanne Kjærgaard, der også beder jordemødre udfylde registreringsskemaer i forbindelse med fødslerne. Mange førstegangsfødende har meldt sig De førstegangsfødende har foreløbig været ivrige efter at deltage i projektet: »Nogle skriver ekstra kommentarer om, at spørgeskemaet har sat tanker i gang, eller at det har fået dem til at snakke med deres mand om ting, de ellers ikke ville have drøftet«, siger Hanne Kjærgaard. Ni fødeafdelinger deltager i Ve-projektet, der ventes afsluttet i 2007 og er nærmere beskrevet på www.veprojekt.dk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























