Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) glæder sig over SF's ja til EU's forfatningstraktat. Der er tale om et ja, der kan få »stor betydning for Danmarks forhold til EU i årene fremover«, skriver statsministeren i en pressemeddelelse. »SF's tilslutning til den nye traktat er en milepæl i dansk europapolitik. De traditionelle skillelinjer er nu definitivt væk. Og med SF's ja har vi fået et helt nyt og bedre grundlag for debatten op til den kommende folkeafstemning om den nye EU-traktat«, udtaler statsministeren. Ros fra Per Stig Også fra udenrigsminister Per Stig Møller (K) er der lettelse at spore. Han har især rosende ord om SF's debat op til afstemningen: »Alle har kunnet følge med i den omfangsrige debat på SF's hjemmeside. Debatten har været både saglig og grundig. Man har lov til at håbe, at SF's debat kan fungere som model for den kommende debat op til folkeafstemningen. Befolkningen har krav på en grundig og oplyst debat forud for folkeafstemningen«, siger Per Stig Møller ifølge Ritzau.
Regeringen roser SF's ja
Lyt til artiklen