Medicin øger risiko for blodpropper

Lyt til artiklen

Det smertestillende middel Celebra, som især anvendes mod gigtsmerter, har i en undersøgelse vist sig at øge risikoen for blodpropper i hjertet og hjernen. Myndighederne fraråder nu patienter med øget risiko for hjerte-kar-sygdom og patienter, som er i behandling med lav-dosis acetylsalicylsyre, at bruge Celebra. Snak med lægen Samtidig opfordres alle, som er i behandling med Celebra og andre midler af typen COX-2-hæmmere, til at drøfte den fortsatte behandling med egen læge ved først givne lejlighed. »Det er anden gang på få måneder, at der er konstateret problemer med medicin af denne type, og det kan vi naturligvis ikke sidde overhørig. Så selv om der endnu ikke foreligger en endelig vurdering af risikoen ved præparatet mener vi, at tvivlen skal komme patienterne til gode«, siger overlæge Steffen Thirstrup, Lægemiddelstyrelsen. Kan ikke forbyde Celebra produceres af verdens største medicinalfirma, Pfizer. For mindre end tre måneder siden blev de tilsvarende præparater Vioxx og Vioxxalt fra konkurrenten Merck Sharp & Dohme trukket tilbage fra verdensmarkedet. Steffen Thirstrup siger dog, at myndighederne på nuværende tidspunkt ikke har tilstrækkelig baggrund for at kræve Celebra taget af hylderne. »Myndighederne i de europæiske lande er i gang med at undersøge den generelle risiko ved disse COX-2-hæmmere på fælles europæisk plan, og vi regner med at have en endelig vurdering klar i løbet af første kvartal 2005. Før den tid træffes der ingen endelige beslutninger«, siger Steffen Thirstrup. Salget daler De alvorlige bivirkninger ved Celebra blev afsløret i en undersøgelse af patienter med polypper i tyktarmen. Risikoen for død eller blodprop i hjerne eller hjerte var 2,5 gange øget ved 400 mg dagligt, mens risikoen ved 800 mg var 3,4 gange øget i forhold til de patienter, der fik snydemiddel. En parallel undersøgelse, hvor en halv snes danske patienter har medvirket, viste imidlertid ingen øget risiko. Kjartan B. Christensen, medicinsk direktør i Pfizer Danmark, siger, at salget af Celebra er dalet. I dag bruges Celebra af 15.000-20.000 danskere. »Det er helt nyt for os, at der skulle være nogen alvorlig risiko ved Celebra. Nu vil vi afvente yderligere undersøgelser og i samarbejde med myndighederne afgøre, hvad der så skal ske«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her