184.000 borgere i Københavns og Vejle amter vil i løbet af de næste to år blive bedt om at indsende et lille stykke af deres afføring til laboratorieundersøgelse på hospitalet. De to amter er af Indenrigs- og Sundhedsministeriet blevet udpeget til at lægge borgere til et forsøg med screening for tarmkræft. Hvis erfaringerne bliver gode, vil tarmskræftscreening muligvis blive indført som et landsdækkende tilbud. Hyppig kræftform Kræft i tyktarm og endetarm er en af de hyppigste kræftformer og rammer hvert år 3.500 danskere. Desværre opdages mange af tilfældene så sent, at under halvdelen af patienterne overlever fem år med sygdommen, oplyser Kræftens Bekæmpelse. Forsøg med screening for tarmkræft for at finde sygdommen tidligere er anbefalet af Den Nationale Kræftstyregruppe. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bevilget i alt 20 millioner kroner til forsøgene i de to amter. Det er borgere i alderen 50-74 år, som vil blive opfordret til at deltage. Målet er, at mindst 60 procent af målgruppen skal deltage i projektet. En høj deltagelse er forudsætningen for, at et screeningsprogram kan nedsætte dødeligheden. Formålet med de to forsøg er blandt at undersøge, om det er muligt at få så stor tilslutning. I Vejle Amt har man valgt at sende de såkaldte testkit ud til samtlige borgere i aldersgruppen, mens Københavns Amt kun vil sende ud til halvdelen af de 50-74årige. I begge amter går planlægningen i gang efter nytår. Ikke skræmme »Der skal god information og oplysning til«, siger Kasper Wamberg, Vejle Amt. »Det handler jo ikke om at skræmme folk, men det er nødvendigt at undersøge en masse raske for at finde de få, der er syge«. De indsendte afføringsprøver vil blive tjekket for blod, og er der blod i prøven, vil de pågældende blive indkaldt til undersøgelse. Formand for sygehusudvalget i Københavns Amt, Leif Flemming Jensen (S), siger, at amtet har valgt at gå med i forsøget, fordi de faglige argumenter ser overbevisende ud. En vurdering fra Sundhedsstyrelsens Center for Medicinsk Teknologivurdering lyder på, at screening for tarmkræft kan spare 150 dødsfald om året. Tilbud udvides Københavns Amt er i forvejen med i et screeningsforsøg med lungekræft. Amtet er tidligere blevet kritiseret for kun at tilbyde screening for livmoderhalskræft til kvinder op til 45 år i modsætning til de øvrige amter, der følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om screening af alle 23-59-årige. »Vi har netop besluttet at udvide tilbuddet om screening for livmoderhalskræft til at omfatte aldersgruppen op til 59 år«, oplyser Leif Flemming Jensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























