Uge 53 laver rod i rytmen for fraskilte

2004 har 53 uger mod de normale 52.
2004 har 53 uger mod de normale 52.
Lyt til artiklen

Lille Sofie bor skiftevis hos sin far og sin mor hver anden uge. På skilsmissepapirerne står der udtrykkeligt, at hun er hos mor i de lige uger og hos far i de ulige. Men hvad så, når 2004 slutter med uge 53, og 2005 begynder med uge 1? »Så skal Sofie bo hos sin far to uger i træk«, fastslår kontorchef i Københavns Overpræsidium, Jonna Waage. »Vi har fået en del forespørgsler fra fraskilte forældre, og vores holdning er, at den løsning vil skabe mindst ravage. Det har da betydet en vis frustration hos den forælder, der går glip af en uge, men vi har vurderet, at hvis vi skulle til at ændre ulige uger til lige - og omvendt - så ville det have en dominovirkning på mange andre aftaler i forældrenes vante dagligdag med børnene«, siger Jonna Waage. Hun tilføjer, at Overpræsidiets fortolkning vil være gældende ret for forældre - i København. Hvordan landets øvrige 14 statsamter administrerer spørgsmålet, er op til hvert enkelt. En overset uge For nylig opdagede Beskæftigelsesministeriet til sin ubehagelige overraskelse, at det havde overset den 53. udbetalingsuge i forbindelse med udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn. Og der er flere endnu, der må tage højde for den ekstra uge. »Husejere, der er vant til at få skraldespanden tømt hver anden uge, må indstille sig på, at vi bytter rundt på de lige og ulige uger fra og med 1. januar«, siger afdelingsleder Louise Heiden fra Århus Kommunale Værker, der står for dagrenovationen i Århus Kommune. Og hvis du hører til dem, der får dagligvarer bragt til døren, skal du ikke undre dig, hvis de pludselig står der i den uge, hvor du ikke skulle have haft dem. Hos Aarstiderne vender man rundt på ugerne, så abonnenter, der får grønsager kørt hjem i de lige uger, til næste år får dem bragt i de ulige. Anderledes ser man på det hos Skagenfood, der kører ud med frisk fisk til 5.000 kunder over hele landet: »Kunder, der får leveret i uge 53, får igen i uge 1. Vi var bange for at lave om på ugerne af hensyn til de mange familier, der er splittet op, og hvor børnene kun er hjemme hver anden uge«, siger direktør i Skagenfood, Peter Bagge. Splittede familier Netop spørgsmålet om de splittede familier vurderer landets statsamter forskelligt. I Viborg vil man - i modsætning til København - ikke tage principiel stilling til forældreaftaler om samvær med børnene: »Vi vil kigge på det, hvis der bliver rejst en konkret sag«, siger konstitueret statsamtmand Erik Møller fra Viborg: »I første omgang råder vi forældrene til at løse det i mindelighed. I forvejen har de jo aftaler hen over jul og nytår, så mon ikke de kan løse den uventede ekstra uge også. Et helt andet problem, der kan dukke frem af disen, er, hvis for eksempel samværsfarens arbejdsuger skifter fra lige til ulige. Det frygter jeg kan komme, og det kan volde de største problemer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her