Forsker: Fiasko for Ny Løn

Lyt til artiklen

Det omdiskuterede lønsystem Ny Løn er på randen af fiasko. Det hævder arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen i Ugebrevet A4. Det mere individualiserede lønsystem blev indført i den offentlige sektor i 1997 som led i en mere moderne personalepolitik, som ifølge arbejdsgiverne skulle øge motivationen blandt de offentligt ansatte. Fiasko Men det er langt fra lykkedes, hævder Ibsen, der i 2002 stod bag en stor foreløbig evaluering af Ny Løn, finansieret af lønmodtagere og arbejdsgivere i fællesskab. »Ny Løn var et af de største forandringsprojekter i overenskomsthistorien, og man havde enorme forventninger til det. Men selv om der er forskelle mellem lønmodtagergrupperne, må bedømmelsen generelt være, at projektet balancerer på kanten af en decideret fiasko«, siger han og fortsætter: »Lønsystemet skulle øge medarbejdernes motivation og effektivitet. Men det er totalt mislykkedes, fordi de fleste har følt det som et stort lønbureaukrati og et lotteri, som de ikke kunne regne med at få noget ud af«, siger Flemming Ibsen. Ikke forpligtede Med Ny Løn fik arbejdsgiverne ved de centrale overenskomstforhandlinger en procentdel af den samlede lønramme, som de kunne kunne bruge til forhandlinger af lokale løntillæg. De enkelte arbejdsgivere var imidlertid ikke forpligtede, og derfor har mange kommuner ganske enkelt sparet på den post, når det årlige budget skulle hænge sammen. Men det har undermineret tilliden til systemet og skabt frusterede medarbejdere, mener Ibsen. Han peger desuden på, at mange ledere ganske enkelt er for dårlige til at vurdere medarbejdernes kvalifikationer og arbejdsindsats. Forskellige erfaringer Formanden for løn- og personaleudvalget i Kommunernes Landsforening, Herlevs borgmester Kjeld Hansen, erkender, at erfaringerne med Ny Løn har været blandede: »Det har fungeret meget forskelligt fra kommune til kommune. I nogle kommuner er det gået ganske glimrende, og man har ved fælles engagement fra arbejdsgivere og lønmodtagere virkelig givet sig i kast med projektet. Nogle steder har det været blokerende, at der ikke har været mere at forhandle om. Og helt andre steder er man næsten ikke kommet i gang med projektet,« siger Kjeld Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her