Fergo: Intet djævleritual i kirken

Lyt til artiklen

Folkekirken har ikke et ritual for uddrivelse af dæmoner og har aldrig haft det. Det fastslår kirkeminister Tove Fergo (V) i et svar til Jann Sjursen (KD), der ellers havde bedt ministeren om at bekræfte eksistensen af et sådant djævleritual. Men det vil Fergo ikke. Ganske vist findes en vejledning fra 1685, der råder præster i tilfælde af, at de møder nogen som 'plages af Djævelen', svarer ministeren. Men for det første er det ikke et ritual. For det andet gik denne vejledning formentlig af brug i 1700-tallets oplysningstid og må antages at være bortfaldet, hedder det. Præster praktiserer djævleuddrivelse Jann Sjursens spørgsmål kom, fordi de to præster Agnethe Zimino og Erik Hviid Larsen for nylig stod frem og bekendtgjorde at de praktiserer djævleuddrivelse. Det fik Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, til at forlange en skriftlig redegørelse fra begge. Biskoppen er glad for Tove Fergos svar. »Det er helt rigtigt, hvad ministeren siger. Der findes intet godkendt ritual, og vejledningen om djævleuddrivelse gik af brug for flere hundrede år siden. Dermed kan præster heller ikke henvise til den«, siger biskoppen, der også har haft de to præster til samtale. »Og det er dermed fastslået, at ingen af dem bruger noget ritual, hverken fra 1685 eller noget andet. De bruger sjælesorg, trosbekendelse og fadervor over for folk, der føler sig besatte. Det ville jeg også selv gøre. Som jeg ofte siger: Man skal tage folks nød alvorligt; ikke alle deres forestillinger, og hvis præsten er i tvivl, skal han spørge sin biskop«. Præst undrer sig Men mindst én sognepræst undrer sig over Fergos svar. »Hvordan kan hun sige, at vejledningen antagelig er gået af brug? Der er da mange præster, der synes, at den vejledning er ganske fin. Den er nemlig sober og lægger ikke op til, at man taler med dæmonerne, men at man beder til Gud. Sådan som folk leger med det okkulte i disse år, er det jo ikke underligt, at mange får ubehagelige oplevelser, og så kan der lige pludselig blive brug for vejledningen igen. Måske skal den bare opdateres«, mener Jørgen Sejergaard, sognepræst i Karlebo. Selv har Jørgen Sejergaard aldrig selv mødt nogen, der er besat, men han tager jævnligt ud til folk, som mener, de er hjemsøgt af poltergejster. Der læser han højt fra Bibelen og beder en bøn. Djævleuddrivelse er en opgave for Folkekirken Jan Sjursen havde også bedt kirkeministeren svare på, om hun synes, det er i orden, at præster uddriver onde ånder. Det spørgsmål kom fordi Tove Fergo hurtigt advarede danske præster mod at uddrive dæmoner, hvad der slet ikke er hendes bord, mener Sjursen. I sit svar giver Fergo tilsyneladende Sjursen ret, for hun erkender, at sådanne sager om dæmonuddrivelse hører under biskoppernes tilsyn. Også det svar er Erik Norman Svendsen svært tilfreds med. »Det er et klogt svar. Jeg kunne slet ikke have sagt det bedre selv«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her