Der skal betales skat af de hundreder af millioner kroner, danskerne vinder på spil på internettet. Det mener Socialdemokratiet og SF, der nu vil have skatteministeren til at gribe ind. Bankernes oplysningspligt bør udvides over for mistænkelige overførsler, så det bliver opdaget, hvis almindelige mennesker pludselig sætter flere hundrede tusinde kroner ind på kontoen, mener de to partier. Krav om opstramning Politiken har tidligere beskrevet, hvordan danskere vinder flere hundrede millioner kroner på netpoker uden at betale den lovpligtige indkomstskat af de mange gevinster. »Det bør vække opsigt, at en SU-modtager får sat 100.000 kr. ind på sin bankkonto. Jeg vil bede skatteministeren undersøge mulighederne for at følge pengestrømmen. Det må være muligt at finde en teknisk løsning«, siger skatteordfører Henrik Sass Larsen (S). Også SF mener, at der bør strammes op på bankernes indberetningspligt. »Sådan så Told & Skat kan følge med og kan udbede sig forklaringer. Det er jo ikke bare en fidus. Det er en måde at snyde i skat på. Det hul skal lukkes med bedre kontrol«, siger skatteordfører Morten Homann, der vil tage spørgsmålet op i Folketingets Skatteudvalg. Afgørelse er udskudt til januar Mange netspillere sætter overskuddet ind på almindelige konti i banken uden at få problemer. De kan de i dag gøre, bare de hæver pengene igen inden december, når skattevæsenet skal have en årsopgørelse fra banken. Skatteminister Kristian Jensen (V) vil fortsat ikke kommentere sagen. Han ønsker at vente på Ligningsrådets afgørelse. Den skulle være kommet tirsdag, men på grund af uafklarede spørgsmål er den udsat til januar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























