Kvinder skal være rummelige, imødekommende og fleksible. Samme positive egenskaber, som vi gerne vil forbinde med et byggeri, mener ejendomsdirektør Karl Henrik V. Nielsen. En tænkt kontaktannonce I en annonce for Næstved Ejendomsselskab bliver en udlejningsklar kontorejendom koblet sammen med en ung kvinde. I billedteksten eftersøges total udnyttelse. Reklamen er tænkt som en kontaktannonce mellem lokalerne og virksomheder, der ønsker at leje den. Men Kvinderådet stejler og har indbragt sagen for forbrugerombudsmanden. Det mener, at reklamen er sexistisk. »Vi tager på det kraftigste afstand fra reklamen. Reklamen udtrykker et syn på kvinder som villige sexobjekter. Som om kvinden på billedet kan blive enhver mands ejendom og kun søger total udnyttelse«, siger rådets forkvinde Randi Iversen. Har skabt interesse Kvinderådet vil have stoppet reklamen, der allerede er uddelt til omkring 8.000 virksomheder og personer, der er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Derudover skal annoncen trykkes i Femina og Dagbladet Børsen. Siden Kvinderådet er gået ind i sagen, har reklamen fået stor opmærksomhed i medierne, og borgere har ført pennefejder på netsider. Men reklamen har også skabt interesse for ejendommen, forklarer direktør Karl Henrik V. Nielsen. »Nu har vi annonceret i dagblade et par gange uden at få en eneste henvendelse. Jeg beklager virkelig, hvis nogen opfatter reklamen som sexistisk, for det har ikke været intentionen. Omvendt må jeg sige, at der er kommet en del lejeremner ud af busken, som vi forhandler med i øjeblikket«. Bureau afviser kritik Reklamebureauet 'Wannabee Reklamebureau', der står bag annoncen, afviser kritikken fra Kvinderådet. »Jeg mener ikke, at reklamen er banal eller nedgørende for kvinder. Kvinden er blikfang, og hvad beskueren lægger i det må stå for egen regning. Mit mål har været at skabe opmærksomhed, og det er til fulde nået«, siger kreativ direktør Nicho Oppermann. Liberal lovgivning Men i virkeligheden er sagen langt mere principiel, forklarer kønsforsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet. »Danmark har været utrolig liberal med lovgivning inden for reklamer. I nabolandet Sverige er reglerne langt mere restriktive. Her i landet ville en sag som denne for ti år siden være blevet latterliggjort. Men sagen er udtryk for en stramning i takt med, at det offentlige rum bliver mere seksualiseret «. Foreløbig har Forbrugerstyrelsen modtaget mellem syv og ti henvendelser fra private borgere, og det har fået forbrugerombudsmanden til at gå ind i sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























