Hurtigt ind, hurtigt ud. Sådan foregik statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) onsdags-lynvisit hos det hollandske EU-formandskab. Vigtigste punkt på dagsordenen var den beslutning om Tyrkiets vej mod unionen, der skal træffes på et EU-topmøde i Bruxelles om 14 dage. 'Skrøbelig proces' I dén debat har Fogh ingen hast: Langsomt ind, måske helt ude, lyder den danske position. »Tiden er inde til at åbne forhandlinger med Tyrkiet. Men processen fører ikke automatisk til medlemskab. Om Tyrkiet bliver medlem, afhænger af forhandlingerne og af Tyrkiets evne til at opfylde kravene«, sagde Fogh Rasmussen efter mødet med sin hollandske kollega, Jan Peter Balkenende. Ifølge Anders Fogh Rasmussen er processen så skrøbelig, at det godt kan give mening at følge et fransk forslag om at have en plan B i baghånden - det vil sige et tilbud til Tyrkiet om en særlig samarbejdsaftale, hvis forhandlingerne om egentligt medlemskab bryder sammen. »Vi vil kunne støtte sådan et synspunkt. Det er et åbent spørgsmål, om man skal lægge alt for fastlåste modeller på bordet, men alle er jo interesserede i, at Tyrkiet på én eller anden måde er knyttet til EU«, siger han. Dansk strammerkurs Den skeptiske linje placerer Danmark på strammerfløjen, når EU-lederne 17. december skal beslutte, om Tyrkiet skal have en dato for åbningen af forhandlinger om optagelse i EU - og hvilke betingelser der i givet fald skal knyttes til. Med Østrig som det absolut mest skeptiske land består strammerne ellers af lande som Danmark, Holland, Frankrig - og det nye EU-land Cypern, der insisterer på at blive anerkendt af den tyrkiske regering, inden forhandlingerne kan åbnes. På den modsatte fløj findes EU-lande som Storbritannien, Italien og Sverige, der alle er mere positive over udsigten til tyrkisk EU-medlemskab. Jagt på 'bæredygtig' beslutning Kunsten for det hollandske EU-formandskab bliver at formulere en beslutning, alle kan leve med. Og den beslutning skal være »bæredygtig«, understregede den hollandske regeringsleder efter mødet. »Det er vigtigt, at folk også om nogle år vil sige, at det var den rigtige beslutning, vi traf. Beslutningen skal være langtidsholdbar«, sagde Jan Peter Balkenende. Han forholdt sig ligesom sin danske kollega åbent over for idéen om, at det hele kan ende med, at Tyrkiet ikke bliver EU-medlem, men får en særlig samarbejdsaftale i stedet. Dialog med muslimer På deres møde diskuterede de to statsministre også det politiske mord på filmmanden Theo van Gogh og truslen mod andre hollandske politikere, der har udtalt sig kritisk om muslimer og islam. Den hollandske statsminister betonede behovet for dialog og gensidig respekt. »Vi må ikke ende med et samfund, hvor det er os mod dem. Der er behov for mere tolerance og bedre samarbejde«, sagde Balkenende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























