Store erstatninger efter brug af p-piller

Lyt til artiklen

En stor sag om bivirkninger fra p-piller er netop blevet afgjort i Sverige og har udløst erstatninger til omkring 100 kvinder. Og formentlig ville lige så mange kvinder i Danmark være berettiget til erstatning. Efter en proces over cirka ti år bliver erstatninger på op til fem millioner kroner nu udbetalt til kvinder, der har fået gener af p-piller fra medicinalfirmaet Organon. Nogle af kvinderne har lidt af blodpropper i benene og hjertet samt svære slagtilfælde, mens andre har fået amputeret fødder eller har skullet tage medicin resten af livet på grund af langvarig eftervirkning. Oplyser ikke om skadevirkninger Professor og overlæge Sven Skouby fra Frederiksberg Hospital understreger, at risikoen for blodpropper generelt er lille. Men hvis man er disponeret for det - gennem eksempelvis arvelighed - øges risikoen med 30-80 gange, når man bruger p-piller. Alligevel undlader to ud af tre læger at oplyse om alvorlige bivirkninger ved p-piller, viser en undersøgelse fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. »Hvis ikke kvinderne får ordentlig information, så er der noget, der skal gøres bedre. Jeg mener, at man skal informere om de bivirkninger, der kan optræde, især blodpropper, og spørge til, om der har været blodpropper i familien«, siger Sven Skouby. Stigende risiko Ligesom andre eksperter peger han på, at risikoen samtidig stiger på nogle punkter ved de såkaldte 3.-generationspiller, som er udbredte herhjemme. Det gælder også produkterne Mercilon og Desolett - Marvelon på dansk - som udløste erstatningerne i Sverige. »Intentionen har hele tiden været at skabe bedre produkter med færre bivirkninger. Men dér har man fejlet ved 3.-generation af piller i forhold til den foregående«, siger Sven Skouby. Også i Danmark kender Patientforsikringen til en stribe sager om blodpropper knyttet til p-piller. Men det drejer sig om markant færre end i Sverige - ifølge eksperterne, fordi for få ved, at p-piller kan være knyttet til blodpropper, og fordi muligheden for at klage er forholdsvis ny og ukendt. »Vi får løbende sager, og stort set alle får medhold. Men vi ser kun toppen af isbjerget af kvinder, der kunne klage over blodpropper på grund af p-piller«, siger kontorchef Martin Erichsen fra Patientforsikringen. Lægernes pligt Patientforsikringen har afsluttet 12 sager, der er endt med erstatninger fra 350.000 til 1,6 millioner kroner. Medicinsk chef Lis Raabæk Olsen fra Organon, der sælger p-piller i både Sverige og Danmark, fremhæver, at lægerne har til opgave at oplyse patienterne om eventuelle bivirkninger: »Vi vil gerne have, at tingene bliver udskrevet til de rette personer. Det er nogle gode produkter, når de bliver ordineret til de rette patienter«. Forbrugerrådet opfordrer myndigheder og læger til at sætte ind med større oplysning om risikoen ved p-piller og muligheden for at søge om erstatning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her