Der er ingen grund til at få sure opstød og lommesmerter på grund af dyre kapsler med fiskeolie, hvis formålet er at forebygge hjertesygdomme. En ny Cochrane-analyse tyder på, at den virkning er stærkt overvurderet. Cochrane er en international, nonprofit og uafhængig organisation, der betragtes som den mest pålidelige kilde til dokumentation af, hvilke former for medicin og behandling der virker. Virkning ikke klar Forfatterne til analysen har gennemgået 48 kontrollerede lodtrækningsundersøgelser og 41 folkeundersøgelser af de såkaldte omega-3 fedtsyrer, som især findes i fiskeolie, men også i nogle planteolier. Deres konklusion er nedslående for alle dem, der spiser fisk eller fiskeolie som kosttilskud for at passe på hjertet og forebygge åreforkalkning: Det er ikke klart, at fisk eller fiskeolie nedsætter hverken den totale dødelighed eller forekomsten af hjerte-kar-sygdomme i form af for eksempel hjertestop eller blodpropper i hjertet. Det gælder både for den almindelige befolkning og for personer, der allerede har haft en blodprop i hjertet. Fedtsyrerne ser heller ikke ud til at forebygge kræft. En overraskelse Konklusionen er i modstrid med, hvad der tidligere har været god latin på bjerget. Derfor kommer den også som en overraskelse for det danske Ernæringsrådet, hvis næstformand, docent, dr.scient. Harald S. Hansen, Danmarks Farmaceutiske Universitet, gerne vil studere analysen nærmere, før han udtaler sig skråsikkert. »Men når det gælder hjertepatienter, er jeg stadig tilbøjelig til at tro, at fisk og fiskeolie har en gavnlig effekt. Det er vist i et meget stort, italiensk studie«, siger Harald S. Hansen. Forskningens besynderlige problem Tvivlen om fiskeoliens værdi kommer kort efter, at en stor amerikansk undersøgelse har rokket ved den ellers fastslåede kendsgerning, at meget frugt og grønt hver dag beskytter mod kræft. Læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langer, som er forfatter til flere bøger om naturmedicin og kosttilskud, kalder det »et besynderligt problem, at forskningen ikke rigtig kan bekræfte, at eksperternes kostråd hjælper«. »Intet under, at befolkningen på grund af de modstridende oplysninger opfatter eksperterne som selvpromoverende og mere eller mindre falske profeter. Og at man derfor ender med at spise, hvad man har lyst til - samt tro på kosttilskuddenes lyksaligheder«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























