Regeringens stort anlagte reform af anbringelser af børn og unge, der skal forhindre, at vanskeligt stillede børn sendes ud i en svikmølle af skiftende opholdssteder, familieplejer og døgninstitutioner, risikerer at kuldsejle. Det vurderer både Kommunernes Landsforening (KL) og Dansk Socialrådgiverforening, som går hårdt til angreb på regeringens forventninger om, at der kan spares 300 millioner kroner i reformens første tre leveår. »Det vil betyde forringelser i stedet for bedre anbringelser. Det er muligt, reformen på længere sigt betyder færre anbringelser, men så langt kommer vi aldrig, hvis gevinsten hentes på forhånd«, siger KL-formand Ejgil W. Rasmussen (V). Netværksfamilier De sparede penge regner regeringen med at hente ved, at 15 procent af børnene fremover anbringes hos familie eller bekendte - de såkaldte netværksfamilier. Samtidig er det forudsætningen, at en femtedel af anbringelserne af unge over 15 år helt kan undgås og erstattes med langt billigere, forebyggende foranstaltninger. »Det kan godt være, man kan hindre anbringelse af unge på institution, men alternativet er ofte skræddersyede, personlige ordninger, som er meget dyre«, siger socialpolitisk koordinator i Socialrådgiverforeningen, Henrik Egelund Nielsen. V: Ikke sparereform SF er med i forliget om reformen, og socialordfører Villy Søvndal kalder besparelsen for »rent gætteri«. Socialminister Eva Kjer Hansen (V) understreger, at der ikke er tale om en sparereform, men hun mener godt, at en ny og bedre form for anbringelser kan gå hånd i hånd med besparelser: »Når vi anbringer børn hos familie eller i netværket, skal de jo ikke have løn. Børnene skal ikke opleve, at nogen tager dem til sig af økonomiske årsager. Derfor er der en besparelse«. Færre anbringelser i vente Også Familieplejen i Danmark, som fører tilsyn med et par tusinde børn i familiepleje, er bekymret. »Det er horribelt, at man i det mindste ikke har givet mulighed for et vederlag til de bedsteforældre eller andre, som tager et barn i pleje. Det vil sænke både kvalitet og antallet af disse anbringelser«, siger sekretariatsleder Kirsten Holm-Petersen, som vurderer, at omfanget af anbringelser i børnenes nære familie i øjeblikket ligger på et par procent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























