Flere vil donere knoglemarv

Lyt til artiklen

Der er bud efter de danskere, der melder sig som donorer af knoglemarv. Alene i perioden januar til november i år er der foretaget 12 knoglemarvstransplantationer med donorer fra registret på Skejby Sygehus. Det skal sammenlignes med, at der i de foregående år typisk kun har været brug for Skejby-registrets donorer tre-fire gange om året. Knoglemarven bruges til at redde livet for bl.a. patienter med leukæmi - blodkræft - både herhjemme og i udlandet. Markant stigning Det nuværende boom i knoglemarvstransplantationer understreges af, at der fra Skejby-registrets start i 1990 og frem til 2003 i alt kun blev foretaget 40 transplantationer med donorer fra registret. »Der er tale om en markant stigning i forhold til tidligere, men vi har jo også fået langt flere donorer at søge iblandt. Vores register er blevet fordoblet på et par år«, forklarer ledende overlæge Bjarne Møller, klinisk immunologisk afdeling, Skejby Sygehus. Siden 2002 er Skejbys donorkorps vokset fra 6.700 til knap 12.800 registrerede donorer. En udvikling, der tilskrives en stor donation af et ganske andet materiale end knoglemarv, nemlig penge. Knoglemarv til verden I 2002 afsatte regeringen 5 mio. kr. årligt for en periode på 3 år og derefter 2,2-2,5 mio. kr. om året til en udvidelse af hele det danske knoglemarvsdonorkorps. Pengetilførslen har gjort det muligt at udføre langt flere af de kostbare vævstypebestemmelser, der skal sikre, at donorerne registreres korrekt, og at der altid vil være fuld lighed mellem donorens knoglemarv og patientens. Når man donerer knoglemarv, kan man ikke vide, hvor det ender. Af de 12 Skejbydonerede transplantationer i 2004 er de tre udført på patienter i England, USA og Tyskland. Det er helt i tråd med forventningerne. En del af baggrunden for den øgede satsning er nemlig at sikre, at Danmark ikke kun trækker på det internationale donorsamarbejde, men også selv bidrager til det, oplyser Bjarne Møller. Familiemedlemmer Danmarks andet donorregister for knoglemarv på Rigshospitalet i København er startet senere end Skejby og er i dag oppe på ca. 5.000 registrerede donorer. Ifølge ledende bioanalytiker Bodil Jakobsen er der i år brugt knoglemarv fra fire af donorerne til transplantation - én i Danmark og tre i udlandet. Alle knoglemarvstransplantationer i Danmark udføres på Rigshospitalet. »Vi laver vel 50-70 transplantationer om året på både børn og voksne, og vi trækker selvfølgelig meget på donorer, som er fundet gennem de internationale donorregistre. Langt de fleste donorer er fra de vestlige lande, hvor der er meget større chance for vævstypeoverensstemmelse end med f.eks. asiater«, siger overlæge, dr.med. Henrik Sengeløv, hæmatologisk klinik, Rigshospitalet. Mellem 30 og 40 procent af alle patienterne får knoglemarv via donation fra et familiemedlem. I de øvrige tilfælde leder lægerne efter en egnet donor via det verdensomspændende net af knoglemarvsdonorregistre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her