Ingen vil sælge ud af ledige lejligheder

Lyt til artiklen

Selv om almene lejligheder har svært ved at stå distancen i konkurrencen med parcelhusene, er interessen for at sælge ud af de tomme ledige lejligheder lig nul. Bogstaveligt talt. Regeringen har ellers åbnet for, at ledige almene lejligheder kan smides på markedet, hvis der ikke er interesserede lejere. Selv om ordningen har eksisteret som forsøgsmulighed siden 1. juli i år, har Socialministeriet ikke modtaget en eneste ansøgning. »Det er ærgerligt, men vi har ikke opgivet håbet. At sælge en ledig lejlighed er en af mange udmærkede muligheder for at blande beboerne i et boligområde«, siger socialminister Eva Kjer Hansen (V). I to byer - Svendborg og Hjørring - er der søgt om mulighed for at bruge en anden del af forsøgsparagraffen og sælge til de nuværende lejere. Flere ledige lejligheder En ny opgørelse fra Boligselskabernes Landsforening (BL) viser for første gang i mange år et stigende antal ledige lejligheder. De 1.500 tomme boliger har ifølge BL tabt konkurrencen til ejerboliger, som med afdragsfrie lån og lav rente kan købes til priser i omegnen af en almen lejebolig. »Vi har ganske vist været imod et stort udsalg af den almene sektor, men vi er egentlig lidenskabsløse, når det gælder udsalg af ledige lejligheder, hvis ellers gevinsten ved salget bliver i afdelingen«, siger direktør Gert Nielsen fra BL. Helt overordnet lægger han op til en dialog med regeringen om at bruge af Landsbyggefondens pengetank til renovering af de slidte boligafdelinger, som har svært ved at leje ud. Udspil fra S Akkurat samme tanker tænkes hos Socialdemokraterne, som i et nyt boligpolitisk udspil har tre konkrete forslag, hvor finansieringen hentes i netop Landsbyggefonden: Tre milliarder kroner om året til massiv investering i de problemramte boligområder, en milliard kroner over de næste fem års sociale handlingsplaner i disse områder, og endelig lægger S op til at bygge 7.500 almene familieboliger især i hovedstadsområdet med ekstra tilskud, så huslejen bliver lavere og dermed konkurrencedygtig. »Dermed går vi på to ben: Sørger for gennemgribende renovering af det problemramte byggeri og bygger nyt i områder, hvor der er et faktisk behov«, siger Mogens Lykketoft, formand for S. Den socialdemokratiske idé om at øge tilskuddet til nybyggeri for at sænke huslejen er socialministeren ikke ligefrem forelsket i. Hun vurderer i stedet, at et nyt lovforslag om at effektivisere byggeriet vil trykke huslejen i nedadgående retning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her